Deltagere: Helle Randrup (turleder), Claus Andreasen, Henrik Skovbjerg Pedersen, Inge Myllerup og Finn Holmgaard Jensen.
Vi mødtes på havnen og fik pakket trailer med kajakker og så videre til en hyggelig dagtur. Vejret var fint, måske lidt til den blæsende side med vind fra SSØ, men vi ville jo være i læ et stykke af vejen.
Helle havde rekognosceret rigtig fint, så vi kom uden problemer lige frem til afgangsstedet på Kirkholm Strandby – hvor der også var en udmærket toiletfacilitet.
Vandet var nærmest fladt, så langt vi kunne se ned ad kysten mod det store næs, As Hoved, som vi skulle uden om inden færden videre vestover ind i Sandbjerg Vig og mod Juelsminde.
Det blev en fin og rolig sejlads langs en skovklædt klint. Ganske flot. Gentagne gange snakkede vi om, hvor vi kunne gå i land til en lille pause, men besluttede at tage rundt om As Hoved, inden vi gjorde alvor af det.
Da vi kom rundt om As Hoved fik vi vinden mod os, inkl. bølger og et flot udsyn ned til Juelsminde. Det var ikke meget, men nok til at udkikket efter en lille landgangsplads blev intensiveret, men det var bestemt ikke nemt. Dels rullede bølgerne ind mod kysten og dels var det primært en meget smal og stenfyldt strandbred. Vi spejdede efter en sandbred, men måtte til sidst erkende, at den nok bedst kunne kombineres med frokoststedet. Vi blev til sidst enige om, at sandstranden lige nord for Juelsminde (c. 0,5 km) ville være et fint sted. Det var det. Vi kom fint i land, spiste frokost og kikkede os lidt omkring. Minsandten om der ikke var en fin, velassorteret iskiosk. Den måtte besøges. Det blev til en velsmagende is.
Efter en hyggelig pause tog vi samme tur tilbage. Eller næsten - for vi stak nu næsten lige over Sandbjerg Vig mod As Hoved i stedet for at følge kysten. Bølgerne, der kom fra SSØ, var ikke blevet mindre, så gruppen blev brudt lidt op. Det gjorde ikke noget, da vi hele tiden havde fint styr på hinanden og slog os sammen igen, da vi kom i det flade vand på nordsiden af As Hoved. Det er et flot sted at ligge i kajak og kikke rundt på Sø-Danmark: mod syd stikker Æbelø og lidt fynsk kystlinje op af havet; mod øst fylder Endelave en del af horisonten, mod nord går kystlinjen fra sommerhusområdet i As Vig via skovene op til Hundshage og visuelt over i Hjarnø og mod vest glimtede Juelsminde og en kystlinje med marker, sommerhuse, småbåde, private badebroer og noget skov.
Det var en behagelig varm dag. Det dejligste rovejr, så vi havde ikke særlig travlt med at komme tilbage til traileren. Der er en find sandstrand at gå ud fra/ind på, så i land med os, skifte lidt tøj, kaffen frem og det store punktum: en lakridspibe til hver inden hjemturen til Hou.
Comments