Fredag:
Fredag d. 26. juni mødte Allan, Kai, Ejvind, Peter, Claus, Jørgen, Tove B. og undertegnede op på havnen for at pakke alt gøgemøget i biler, trailer og kajakker. Vi ventede på Klaus Markmann men blev enige om at VITA park nok havde taget hans tid.
Kl. 15.30 rullede vi af sted mod FUR. Vejret var dejligt og humøret højt. I år skulle vi ikke omkring Skive for at hente nøglen; den er nu i nøgleskab ved Fur Hytten så der var ingen pølser på torvet i Skive i år.
Færgen ventede på os ved Branden. Allan og Kai stødte til som sidste af 3 biler da de havde været på udkik ved Hjarbæk fjord undervejs.
Vel over på den anden side, ventede John ved Stenøre og Fur Hytten. Han havde kolde øl og sit telt slået op. Vi andre lavede teltlejren endnu større. Tove O. ankom også; gensynsglæden var stor og nu var vi alle samlet.
Jeg havde bestilt aftensmad på Fur Camping til kl. 19, så af sted det gik. Heroppe fik vi de bedste og største Stjerneskud. De er bare lige så lækre som for år tilbage da vi også var på stedet. Tove O. fik dog en sammensat menu fra alle retterne ( 3 stk.) på menukortet. Hertil naturligvis Fur øl.
Efter aftensmaden kørte vi tilbage for at få lidt hjemmebagt kage, småkager og muffins. Ejvind og Tove B. havde medbragt gode forsyninger. Da kl. var godt 22 gik vi til køjs.
Det var så ikke alle i området som var med på den idé. Nogle unge mennesker i huset ved siden af, havde tændt op i saunaen og de skulle have badefest. Meget glade unge mennesker med meget høje lyde og meget høje plask fra badebroen. Det var en laaaang time som endte med, at en af dem snublede over Claus’s teltbardun, men så blev der også ro. Det regnede helt vildt, men blæste heldigvis ikke. Nu glædede vi os bare til morgendagen som forhåbentlig ville vise os øen igen og denne gang også Livø.
Lørdag:
Lørdag efter morgenmaden og en elektronisk taktisk indsats, hvor Allan og Kai koordinerede GPS-koordinater for hjørnerne for sælreservatet rundt om Livø Tap, var der fællesstart kl. 9.
Forinden havde Peter sat sit svin i ovnen, hvor det langsomt skulle steges, indtil vi kom hjem igen.
Der var et tyndt skydække og næsten fladt vand.
Rundt om færgelejet og kurs mod vestkysten. Dér fik vi med-alting: Medvind, -bølger og -sol. Og holdt en hastighed på 7,5 km/t uden at lave det store – hele vejen til Knuden. Rundt om hjørnet – og så bliver det jo bare smukt. Molerklinterne med de mange, mange aske- og fossillag er bare såååå flotte og afhængighedsskabende. Så tempoet blev sat ned til et minimum, mens vi nød klinterne til den ene side – og det efterhånden fuldstædigt flade vand i disen til havs.
Vi holdt en tisse- og fossil-finde-pause, hvor vi alle gik med næsen i sandet. Stranden blev støvsuget for søsvin og et forstenede røvhul.
Det helt flade vand med ”ingen vind fra alle retninger” betød, at netop denne dag skulle blive dagen, hvor vi fra Hou Kajakklub kom til Livø!
Så vi fortsatte lidt turen længere mod øst til der, hvor vi skønnede at ø-krydset vil blive kortest muligt.
Det vil blive en tur på i alt 37 km, så Tove Blois meldte fra her.
Vi andre tog til havs og krydsede på en times tid, inden vi indtog Livø. Jubii – hænderne over hovedet!
Indrømmet – klinterne er ikke moler og stranden ved forholdsvis kedelig. Men det var Livø, og den blev traditionelt tilpisset, som det sig hør og bør, inden det var frokosttid. Var det her, det gik op for os, at på trods af at der var medbragt flere kubikmeter kage til Fur, havde vi ingen kage med til denne tur. Peter fandt en gammel plade chokolade fra en tidligere tur i kajakken.
Derefter gik turen rundt om øen. Turens sidste pause var lige før havnen. Jeg gad faktisk ikke at stå ud af kajakken, så jeg nussede rundt, studerede vandmænd og slog et smut rundt om hjørnet ind til havnen – og så de eneste fem Livø-mennesker. Dér havde ikke været fossilhammer-bankende turister på strandene, som Fur jo er fuld af.
Nu gik turen rundt om sandrevlen Tapén, hvor der er Adgang forbudt for alle andre end sæler og fugle. Så vi måtte holde os på vældig god afstand. De nuttede sæler er dog ligeglade med, om de svømmer i eller uden for reservatet.
Jo længere vi kom ud mod det åbne hav – jo tættere kom sælerne – og i desto større antal. I starten så vi blot 1-2-3 ad gangen. De holdt øje med os på lang afstand. Men lige pludselig kunne vi tælle 20 hoveder på én gang. Og det var jo kun lige dem, der var oven vande. Og de nærmede sig. Helle og jeg roede baglæns for at få en optimal sæloplevelse. Vi holdt pagajpauser, hvor sælerne så ikke lige havde helt styr på, hvor kajakkerne var. Så sommetider kom de op for at trække vejret, tættere på kajakkerne end beregnet. Både sæler og roere blev småforskrækkede ved møderne. De var over alt, og det var en stor fornøjelse at være midt i det hele.
Nå, men der var jo stadig nogle timer, inden vi var hjemme. Så vi roede og roede og roede og …. Mod den bøje, som vi skulle runde for at være lovlydige søfarere. Min frække teori var, at havde vandet ikke været så totalt fladt og venligtsindet, kunne man vist godt have været fristet til en knap så lovlydig opførsel. Men ikke dén dag, hvor solen også kiggede frem i korte perioder.
Kursen blev indstillet direkte på Fur – forbi Færker Vig – direkte mod vort midlertidige hjem.
Fantastiske skyformationer og større huller i skyerne. Faktisk blev det varmt. Rigtig varmt. Faktisk så varmt, at vi glædede os over, at en sky atter gik for solen. Selv om vi næsten ikke turde indrømme det over for de andre.
Lyset skinnede gennem skyerne og associerede til åbenbaringer. Så da Allan sørgede for, at Helle blev omvendt – altså tog en hurtig 180 graders kursændring – passede det jo godt sammen.
En byge nærmede sig – og lydbilledet blev ændret. Fra kun at være pagajtag til en front af kæmpe regndråber, der ramte vandoverfladen. Bygen var over os og væk igen på 5 minutter. Det var fint længe at høre lyden af regnen, der forsvandt bag os.
2/3 rundt om Fur blev jeg forladt af alle mine medroere; de ville alle over og runde Livø, både trænede og uøvede. Med det stille vand var det en perfekt dag for denne mulighed. For mit vedkommende var udfordringen Fur rundt en sejr i sig selv, så jeg roede stille og roligt videre langs kysten. Tog en god lang pause med madpakken og en dejlig dukkert i Limfjorden inden jeg rundede Færker odde, Furs nord/østlige spids.
Havde herfra en rolig tur tilbage til Fur Hytten. Nød her et par timer med afslapning i delvis solskind – afbrudt af flere Fur boere som kom forbi til en snak.
Kl. 17.30 kom Livø folket så i land alle med mere eller mindre lange og trætte arme og noget stive lemmer efter 37 km i kajakkerne. Der blev traditionen tro skålet i en flaske dejlig kølig champagne – pralet af de mange fund af søpindsvin og snakket om alle oplevelserne vejr, vind, regn, sæler og meget mere.
Vi var flere, der var temmelig brugte, da vi atter kom tilbage til Tove O. og roklubben. Der var behov for kolde øller og indtagelsen af Livø blev passende champagne-fjeret.
Ovnen blev tjekket. Pokkers – den havde været slukket i flere timer. Måske havde timeren været indstillet til en forkert tid? Nå pyt – vi drak lidt mere og hyggede, mens Helle forsøgte at skaffe en organist til kirken ugen efter.
Bordet var fint dækket udendørs - men ak. Nogen synes, at det var for koldt. Og det med at tage mere tøj på, var åbenbart en dårlig løsning. Hmmm. Så vi bordede bordene på førstesalen i roklubben.
Middagen stod på Peters ikke-helt-pullede-men-super-lækre-pork med Jørgens hjemmebagte burgerboller og coleslaw. Og et større sortiment af BBQ-saucer.
Allan kiggede langt efter sin lige lovligt frosne rødvin. Den gemmer han til en anden god gang.
Efter maden kom den lokale opsyns-Peter. Han var i hygge- og snakke humør men ikke ovenud begejstret for vor tilstedeværelse i klublokalet. Det var kun meningen, at vi skulle have adgang til de to badeværelser – og ikke til førstesalen. Men vi skulle jo huske ”at det ikke er ham, der har lavet reglerne.” Så vi pakkede sammen, vaskede op – og forlod et meget nydeligt lokale igen.
Jeg gik i soveposen i teltet, mens det blev hyggesnakket et par timer. Peter fortalte, at en sæl havde fået for vane, at møwe sig op for enden af broen hver morgen.
Søndag:
Og ganske rigtig - søndag morgen lå den dér. Nååå, den var sød. Og den lå der indtil alle var stået op, havde spist morgenmad, fået pakket og begynde at gå i kajakkerne.
Vi delte os i to hold. Kai, Ejvind og Tove O. ville rundt om Fur, seks ville ro langs fastlandskysten, mens Jørgen valgte at blive på land.
Vi på Fur rundt-turen kom ud sidebølger på vestkysten. Jeg er ikke stiv til bølger og måtte koncentrere mig. Dét spottede Ejvind og holdt sig pænt i nærheden.
På nordkysten bød det jo så på herlige medbølger.
Rundt om Færker Odde satte vi os i læ bag en hybenbusk og spiste muffins. Kai fandt et kørekort i sandet, så vi var ikke de første mennesker på Odden, selv om det godt kunne minde om det.
Vi fulgte kysten næsten helt under land – og da vi kom hjem igen, havde Kaj fået GPSén op på over 24 km.
Sælen lå trygt og roligt mens vi klargjorde kajakkerne, spiste morgenmad, tog billeder osv. Den smuttede først i vandet da første kajak gled ud, det var alligevel for forstyrrende.
6 mand krydsede over til Jylland og sejlede ned mod Hvalpsund. Her blev vi mødt af fantastisk smuk natur, skrænter, skov, forvaskede trærødder, stilhed trods fuglefløjt og et væld af forskellige dufte fra land. Tror vi alle havde fornemmelsen af at være langt væk fra alting, hvilket vi jo absolut ikke var. Passerede forbi sommerhusområder men kun ganske få synlige huse, masser af indhegninger med køer, heste, får og mødte enkelte strandgæster. Generelt snakkede nogen mere end andre denne morgen, var det træthed eller de våde varer fra i aftes eller??? Nok lidt af begge dele.
10 km nede af kysten med udsigt til Hvalpsund spiste vi madpakkerne. Herefter livede de sidste halvsovende roere op og vi nød alle den nøjagtige samme natur på tilbage vejen og selvfølgelig med en kort kaffe pause med KAGE. Vi havde ligget i læ af skrænterne det meste af vejen, en rar føelse inden det stod på bølger og hård modvind de sidste km. Retur til Fur. Her blev der hurtigt ryddet op og pakket sammen inden den lange køre tur til Hou havn.
Min første tur efter flere års pause og ja det er stadig fantastisk at være med Hou Kajak Klub på tur – kom og være med der er masser af dem.
Comments