Fredag nat – nogen vil nok kalde det lørdag morgen – klokken var i hvert 3 – blev skribenten af denne beretning sat lidt i et dilemma. For der var stå-op-alarm. Lige inden telefonen fløj ud af vinduet besindede jeg mig dog. Især fordi jeg kom i tanke om, hvorfor jeg skulle op.
Det var dagen for den store tur til Staden. Jeg skulle på eventyr sammen med Asger, Susanne, Helle og Ejvind. Så ud af dynen, ned med en gang Corn Flakes, brygning af 2 kander kaffe (der blev bud efter dem) og hurtigt ud i bilen.
Jeg skulle op og hente Helle. Da jeg kom, var hun næsten klar. Kaffen skulle lige løbe helt igennem. Så jeg fik lige en snak med huskatten.
Et kort øjeblik senere, sad vi så i bilen på vej over mod Asger og Susanne, hvor vi dagen før havde stillet en fuldt lastet trailer.
I bulder ravende mørke fik vi pakket det sidste ned i traileren, og måtte så vente lidt på ekspeditionens sidste deltager. Ejvind var ekspeditionens udstyrsmand, så det havde taget ham lidt længere tid at pakke. Men vi kunne så snakke lidt med hushunden, dvs., vi kunne prøve at gøre tilnærmelser. For det er godt nok en bestemt dame, der ikke taler med hvem som helst.
Ejvind dukkede nu op med alt hans udstyr og vi drog afsted mod første stop. Det var ved bageren i Horsens. Der var ikke lukket op i selve bagerbutikken, men Helle fandt bagindgangen og købte rundstykker til os alle. Rundstykkerne om bag i bilen. Vi turde ikke at have dem inde i bilen. Velduften ville få dem til at forsvinde som dug for solen.
Nu var det tid til det lange stræk. Asger satte fartpiloten til og der blev snart efter helt ro på bagsædet. Imens spillede musikken og der blev talt lidt mellem fører og co-driver.
Da vi var næsten over Fyn, måtte det komme. Spørgsmålene: ”hvornår er vi der? ”, ”jeg er sulten, hvornår skal vi spise? ” – I kan selv komme med flere. De var der alle.
Så det blev besluttet, at rastepladsen ved Antvorskov skulle være der, hvor vi fik vores morgenmad. Det er en skøn rasteplads ved en lille sø og skov omkring, så selv om det var frysende koldt, fik vi kaffe, nye rundstykker og masser af ost, marmelade og pålægschokolade på bordet, så vi kunne få lidt ro i bilen igen.
Efter måltidet skulle der trædes af på naturens vegne og det blev lærerigt. Der var ganske mange slibrige skriftsteder og annoncer på begge toiletter. Nogle at tingene skulle angiveligt foregå i skoven ved siden af rastepladsen. Vi fik skrevet en masse numre op og også skrevet vores numre ned, så vi ligesom kunne følge op på sagerne. Tænk sig, at mennesker med vores erfaring alligevel kan lære noget nyt.
Men vi skulle videre, så ind i bilen og sted. Da vi nærmede os målet fik vi desværre også en mere alvorlig oplevelse. Vi kom forbi flere udrykningskøretøjer og ambulancer og snart efter forbi en bil, der var kørt voldsomt galt. Jeg kunne sidst på aftenen læse på tekst-TV, at det desværre havde haft dødelig udgang.
Der blev igen stille i bilen, men denne gang i stille eftertanke. Det var en påmindelse om, hvor skrøbelig tilværelsen kan være.
Snart efter var vi fremme ved Københavns Kajakklub og fik læsset kajakkerne af. Susanne fra klubben, som havde været meget behjælpelig med ruteforslag, havde også skrevet: ”Klubhuset er meget interimistisk (med lergulv og presenning på taget)” Det havde hun helt ret i. Der var heller ikke åbent og vi havde ikke en kode til låsene. Heldigvis var de store udhæng på huset ved siden af, så her lavede vi 2 omklædningsrum og var – samtidig med at solen brød igennem for alvor for første gang – klar til at drage ud i Københavns havn.
Vi havde fået en rute tilsendt, som sendte os nordpå i Erdkehlgraven og ud til havneløbet. På vej ud til havneløbet kom vi forbi en gammel kending – sejlskibet Georg Stage. Det er stadig et flot skib.
Vi drejede nu til venstre mod syd i havneløbet og kom snart forbi Operaen og Papirøen, som pt. huser Experimentarium og en masse madsteder, men som snart skal bebygges. Vi talte om og kunne mærke, at der var noget stille så tidligt på dagen. Ude i havneløbet havde vi udsigt til Skuespilhuset på den anden side.
Vi fortsatte sydpå og drejede så mod øst ind i Christianshavns Kanal. Her var utroligt charmerende. Der var et hav at meget forskellige både, pastelfarvede gamle huse, forretninger på vandet og folk, der hygger sig på kanten.
Og hvem falder ikke for gadenavne som ”Overgaden Oven Vandet” og ”Overgaden Neden Vandet”. Vi så også nogle af de nye broer, som har været meget omdebatterede (og forsinkede). Så tidligt på dagen mærkede vi ikke noget til kanalrundfartsbådene, som ofte sejler i stort antal og med relativ høj fart. Ude i havneløbet havde vi allerede været opmærksomme på havnebusserne (de store gule), som også kom med høj fart. De drejer også ganske hurtigt.
Vi fulgte Christianshavns Kanal rundt, til vi igen kom ud i havneløbet. Det skete under en ny og meget flot bro.
Vi var nu lige over for den Sorte Diamant, der huser det Kongelige Bibliotek. Vi drejede til venstre og fulgte nu havneløbet sydpå. På vores vej ned mod Slusen, kom vi forbi havnebadet og Islands Brygge. Nede ved Slusen kunne vi se, at der de senere år var kommet en masse spændende byggeri og anlagt kanaler, som også var rigtig hyggelige at sejle igennem. Vi kunne formentlig godt have sejlet gennem Slusen, selvom der var en del strøm eller have fulgt et lille vandløb ud i venstre side af havneløbet, men netop i dette øjeblik blev vi ramt af dagens første store regnskylle. Vi skyndte os ind i de førnævnte kanaler, og kunne straks se fordelen ved at bo så tæt på vandet – man har da bare sin kajak hængende i trappeopgangen. Der ligger også flere husbåde på stedet, bl.a. en gammel Fur-færge – Stenøre.
Kort efter holdt det op med at regne, og da vores maver var begyndt at blive lidt højrystede, besluttede vi os for at gå i land og spise. Det skete blandt spraydåser med maling og containere, hvor der ikke var en plet, der ikke var malet på.
Helle havde pølsehorn med – 3 til hver – og de fik hurtigt ben at gå på. Bagefter måtte Helle træde af på naturens vegne og hun troede helt sikkert, at hun havde fundet et ugeneret sted. Men netop som hun fik trukket bukserne op, kom der en mand gående forbi. Han har sikkert moret sig godt. Men ikke nær som meget som mig, da jeg efterfølgende kunne se, at der lå en husbåd med flere mennesker i, som havde fuldt udsyn til stedet.
Bedst som vi var kommet på vandet igen, fik vi regnskylle nummer 2. Fire af os lagde os ind i læ af kajkanten, men den 5 sagde, at ”vi bliver jo alligevel våde” og lagde sig ud midt i det værste midt i havneløbet. Da regnen lidt efter lagde sig, roede vi efter hende, og da havde hun heldigvis fundet ind under kajkanten.
Vi roede nu tilbage gennem havneløbet, men på modsatte side. Her passerede vi et par broer, hvor man kan leje en kajak, hvis man lige skulle have en time i overskud. Lige før vi nåede til den Sorte Diamant, drejede vi til venstre og roede ind gennem den kanal, der fører rundt om Christiansborg og forbi både metrobyggeri og Holmens kirke. Da vi var næsten tilbage ved havneløbet, lagde vi til ved Kayak Republic på højre side. Vi var blevet sultne igen. Vi fik trukket kajakkerne op på broen, der ud over restaurant og kajakudlejning også huser en lille strand. Det er meget hyggeligt.
Vi fik bestilt omeletter og salat med gedeost og satte os så ved et bord med udsigt. Solen var for alvor fremme på dette tidspunkt. Om det var årsag til, at der pludselig var voksenshow på vandet, kan jeg ikke vide, men pludselig var der en ung mad på en af de elektriske turistbåde, der med bukserne om hælene ville vise, hvad han kan med sine ædlere dele. Det var ikke småting – til stor morskab for flere hundrede mennesker. Vi kunne desværre ikke se, hvad der skete, da båden drejede om et hjørne, men da der kort tid efter kom en gummibåd med politifolk i fra den samme retning, har han muligvis fået trukket bukserne op i en vis fart.
Vi havde måske også håbet lidt på et plask, for han var ikke helt sikker på benene, men nej.
Godt mætte fortsatte vi nordpå i havneløbet til vi kom til Nyhavn lige før skuespilhuset. Vi var selvfølgelig også nødt til at ro ind i Nyhavn og tilbage igen. Og det skuffede ikke. Der var bare dejligt i Nyhavn med de gamle huse og millioner af mennesker, der bare vil hygge sig. Øverst i Nyhavn vi også lov til at rode lidt rundt med en turbåd. Kaptajnen var ikke helt tilfreds, men der bør være plads til os alle på så skønt et sted. Bagefter tog vi lige en tur mellem pillerne under skuespilhuset.
Så var det blevet havfruetid. Vi fortsatte nord og kom snart frem til den lille havfrue, som vi så kunne se fra vandsiden.
Det kom så lidt bag på os, at der en smule længere nordpå, var et par havfruer mere.
Den første man kommer til er noget mere yppig udgave af en havfrue. For den lille havfrue har fået en fire meter høj storesøster. Det er en café ved Langeliniekaj, der har stillet en kæmpe version af Den Lille Havfrue op for at imødegå turisternes skuffelse, når de ser, hvor lille den originale havfrue i virkeligheden er.
Lidt længere fremme på en hel ny plads ved Dahlerups Pakhus på Langelinie har professor Bjørn Nørgaard skabt en skulpturgruppe, som hedder 'Det Genmodificerede Paradis'. En af skulpturerne - en havfrue! – er placeret på en ø af sten ude i havnebassinet kun få hundrede meter fra 'sin søster' Den lille havfrue.
Da vi var roet ind bag Langeliniekajen overså vi, at der nord for den Lille Havfrue er erhvervshavn. Men det gik godt. Da vi kom op for enden af kajen, kunne vi se lige over på det charmerende fort Trekroner, som var vores næste mål.
Vi roede hurtigt der over og kom med lidt besvær i land. Der var mange både og meget lidt kajplads.
Vi var blevet sultne igen. Og fandt hurtigt Meyers hindbærsnitter og napoleonshatte frem. Susanne havde været i bagehumør. Og vi kom i godt humør.
Mens vi spiste, kunne vi se, hvordan himmelen blev mere og mere mørk, ja næsten sort, og at det havde retning mod os, så vi blev enige om, at det var tid til sidste etape. Vi skulle tilbage til Erdkehlgraven lige efter det militære område.
På vej tilbage fik vi endnu en oplevelse. Vi kunne se bevægelse fra en kurv, der hang højt oppe under en kran og pludselig var en ung pige på vej mod vandet i en elastik. Det kunne høres.
Vi roede derhen og kunne se, at de var ved at gøre klar til endnu en springer. Men i det samme blev der tændt for blitzlyset og der kom en høj rumlen. Vi syntes derfor, at det nok var en god ide, at finde tilbage til startstedet. Vi kunne ikke tage den direkte vej, da vi ikke måtte ro over det militære område, selvom det var fristende at skyde genvej.
At vi havde nået at blive tørre på vejen ud til og på fortet, betød ikke så meget nu. For dagens sidste og ikke-stoppende regnskylle gjorde os alle våde på rekordtid.
Vi roede derfor hurtigt tilbage til København Kajakklub og pakkede kajakkerne på traileren i masser af vand.
Vi var nu endnu gladere for vores 2 ”omklædningsrum”. Efter at have klædt om, sad vi da også lige og nød tilværelsen et øjeblik.
Vi havde en god tur hjem. Der var kun et stop på vejen. Nogen skulle tisse, og så kunne vi da lige spise lidt igen.
Da vi kom hjem, var der ingen der havde energi til at skulle rengøre kajakker, så de blev efterladt ude hos Asger og Susanne og kørt på havnen næste dag. Hvis I har været opmærksomme, har I sikkert set de billeder, som Helle har lagt på vores hjemmeside af højvandet.
Comments