Gydebanker kalder de det! Gydebanker! Det er vist positivt ment. Vi andre seriøse hav-folk havde dog svært ved at forstå, hvad de grusbunker skal i den å, hvor vi vil sejle og nyde åen og dens omgivelser. Skraaaab, sagde det, da den første glasfiberkajak gik på grund; bong, sagde det, da den næste røg ind i den første, pas på lød det fra den tredje, der røg ind i den anden, der nu gled hen langs den første. Nu stod vi så dér klemt sammen af den rivende flod: en kluddermor af grundstødte kajakker på en træls og umotiveret grusbunke – nå nej, undskyld en fin gydebanke. Næste udbrud kom ved rengøringen hjemme i Hov: øv, for en ridse, jeg fik lige dér på den grusbunke, øhhh gydebanke.
Men ellers var det en fin tur. Turleder Helle havde udvist rettidig omhu og benhårdt lukket for tilmeldinger ved fristens udløb. Vi var derfor 10 retfærdige, der drog på langfart fra Tørring til Klostermølle lørdag d. 29. oktober. Alle gennemførte de 41 km med smil på læben og højt humør hele vejen. Det bredeste og fineste smil lå dog hen over Orlas ansigt, da han satte sig i kajakken og tog turen ned ad slidsken ved Vestbirk Vandkraftværk og gled fint videre ud i vandet.
Helle havde sørget for sejltilladelser og organiseret hele logistikken, som jo bl.a. omfatter flytning af deltagernes biler og traileren fra Tørring til Klostermølle. Traileren blev pakket dagen før. Ved 8.30-tiden mødtes Helle, Tove, John, Peter, Kai, Orla, Henrik, Claus, Niels og Allan på Tørring Teltplads med adgang til hus og toiletter. Vi fik lidt morgenmad, betalte og afleverede bilnøgler til Peter fra campingpladsen. Morgenmadssamlingen bekræftede endnu engang, at 10 m/k personer åbenbart er den nødvendige kritiske masse, der uvægerligt udløser lumre bemærkninger, hvor ingen kan føle sig sikre. Alt var derfor dejligt velkendt, og vejrudsigten var nærmest guddommelig for årstiden.
Vi kom hurtigt i kajakkerne og i gang; de første 10 km er én lang øvelse og træning i at beherske strøm og skarpe hårnålesving; det er vores Mont Ventoux! Vi samledes igen ved Verdens Ende og snuppede derefter en formiddagskaffepause ca. 10.45 ved Aale Teltplads, hvor der både er en dejlig optrækningsrampe og fine forhold med toiletter; vi mødte også de glade hunde Walter og Carlo.
Frokostpausen tog vi traditionen tro på Gudenå Camping ved Brestenbro/Bræstrup med den mudrede anløbsbanke. Vi kom ca. 12.30 og sneg os til at udnytte de ledige borde ved de vinterlukkede hytter.
Der blev ikke brugt lang tid på pauser; tidsplanen skulle holde, da ingen var specielt interesserede i senere at stå og pakke kajakker på en vej i tusmørke med trafik om ørerne. Det har vi prøvet. Ikke sjovt.
Vi fortsatte videre og håbede, at vi ville overleve. Der var nemlig flere steder, hvor det glammede temmelig rigeligt fra ivrige jægere langs bredderne. Andejægerne i begyndelsen af turen var fredelige og hilste venligt, men længere nede ad åen var der flere større selskaber i gang. Heldigvis kunne både Henrik og Allan trække et selvlysende rødt jæger-overtræk på kasketten; vi andre dækkede os så bag dem, og ingen kom til skade. Vældigt forudseende og værd at huske, når man sejler rundt herinde i det vældige, ”mørke” jyske indland.
Vi fik fornøjelsen af at se rød glente drive afslappet rundt over os; vi så adskillige isfugle; hejrer og musvåger var der overalt; vi skræmte en del ænder op, men hørte aldrig et skud umiddelbart bagefter. Og så var der skovene: farverige og smukke. Det var bare så flot.
Omkr. 14.30 kom vi via rør, snævringer og søer med svaner og ænder frem til Vestbirk Vandkraftværk. Kajakkerne blev båret over, og vi fik en velfortjent kop kaffe, lidt mad, kager, slik og snak om, hvor den fede kat dog var henne? Kai rystede op med de forventede og uundværlige lakridspiber, som vi alle ”røg” med fornøden respekt for giveren og stor glæde. Og så var det hér, at Orla tog fusen på alle. Vi andre snakkede om at tage turen ned ad slidsken. Han gjorde det bare. Herligt.
Vi fortsatte frem mod og igennem Voervadsbro, videre ad de fine stryg (med gydebanker!), den smukke skov, den store ro og stilhed, som også er en del af turen og frem mod den sidste del af turen: kanalen der fører frem mod den røde spand i træerne = endestationen ved Klostermølle.
Vel ankommet konstaterede vi, at logistikken havde fungeret: bilerne stod der. Traileren blev pakket; folk blev fordelt og så hjem til Hov. Kajakker og udstyr blev vasket og sat på plads. Vi nåede det hele, inden det blev mørkt. Det havde været en smuk tur i dejligt vejr og selskab. Vi ser frem til samme tur samme steder næste år.
Comments