Det blev en meget populær tur denne gang. Hele 14 havde meldt sig til så turleder Kai arbejdede hårdt for at få logistikken til at gå op. Hvem skulle kører til Lerdrup med private kajakker, hvor mange klubkajakker skulle på traileren, hvem skulle køre os tilbage sent for at hente bilerne igen osv. Men som den ordentlige mand Kai er, gik alt selvfølgelig op i enhed.
Dog, mødte Claus op på havnen, og han stor ikke på sedlen….. det kunne Claus da ikke forstå for turen stod i hans kalender! Heldigvis var der et par afbud i løbet af dagen, så der var Masser af plads til Claus også.
Så 13 stk. - Marianne, Martin, Allan, Lene, Margot, Ellen, John, Inger, Claus, Finn, Thorkild, Kai og Helle fik pakket alt sammen og op og alle kajakker var bundet forsvarligt så turen kunne starte fra Hou lidt i 19, søndag aften.
Vi kørte gennem det smukke sommerland gennem Gylling og ud til Vadegrunden på Lindenæsvej. Her satte vi i men måtte dog trække kajakkerne ud 50-75 m da det var meget lavvandet.
Det var blæst noget op så vi havde pæne bølger bagfra som var en sjov udfordring for nye Marianne men hun mestrede det så flot. Gyllingnæs gods lå majestætisk inde i skoven og så lidt forladt ud men naturen var så smuk denne sommeraften. Vi kom godt omkring Kalsenakke og ind i læsiden på syd-østsiden af næsset. Her spiste vi vores aftensmad og drak kaffe. Nogen havde bagt en lille kage.
Meningen var, at vi skulle se solnedgangen fra Gyllingnæs, men desværre var der ikke meget sol at se. Men utrolig smukke skyer. Sælerne var også væk. De lå nok på Svanegrunden?
Vi tog så den lige vej mod Søby rev og herfra blev det nat. Vejen herfra roede vi i samlet flok og talte et par gange højt til 13, så vi var sikre på, at alle var med. Vinden havde nu lagt sig totalt, så vi fik Hou fra den flotteste side med lys, lanterner og natlamper. Vandet var varmt og alt var bare så stille. Kl. var 23.
Så blev der atter vasket kajakker, pakket ned og Martin og Marianne fyldte deres biler og kørte en del af os tilbage til udgangspunktet. Her fandt vi bilerne i mørket og fik sagt tak for i aften.
På vejen tilbage til Hou med traileren, måtte Allan og jeg holde tilbage for rådyr med lam som var listet ud på vejen. Vi måtte også passe på det utal af katte som var på musejagt om natten.
Vel hjemme igen og det sidste på plads, lukkede og slukkede vi for en skøn søndag aften på havet.
Comments