En tur med regn, rusk, højvande, kraftig vind, natur, isfugle, ørn, musvåger, svaner, styrt og lakridspiber. - Og det var så beretningen for denne gang :-)
Nej, så let slipper I ikke.
Ellen, Kim, Tove, Allan, Kurt, Kai, Henrik, Ejvind og undertegnede (Helle) kørte i to biler inkl. trailer fra Hou kl. 7 og mødtes på Tørring teltplads lørdag morgen kl. 8. Det blæste, snuskregnede og alt var gråt. Finn og John stødte til her. Alle var spændte på om vandstanden i åen var så høj, at vi ikke kunne komme under den første bro. Som det første tjekkede vi dette og til vores lettelse var der plads nok… også til John :-).
Peter Vessel kom og lukkede ”stuen” og toilet op. Vi betalte for at sejle og for at få flyttet biler. Så spiste vi dejlig morgenmad, som Finn havde taget med og kl. 9.00 satte vi i og dagen var begyndt.
De første 10 km er jo med sving og øvelsen i at kunne dreje tids nok. Kun få måtte kysse brinken og pynte kajakken med diverse kviste og blade. Her var meget vand i åen. Vi lå højt og var ofte i ét med markerne. Meget strøm gjorde, at man skulle være ret koncentreret. Ikke noget med at tage regnhætter af eller tørre briller, så var man et andet sted og det regnede så regnhætterne var oppe. Vi havde kraftig vind fra NV og med byger var det med at have et godt tag i pagajerne. Ingen frøs. Her var jagt med skud så det var godt, at Ellen havde købt en gul hætte. Det gjorde os sikre på at blive set i tide :-)
Ved Åle gik alle i land minus Kurt, han havde det lunere i kajakken. Her fik vi en kop kaffe og en bid brød inden vi atter satte i for at ro mod Gudenå camping. Nu kunne vi bedre småsludre med hinanden da åen nu var mere lige. Der var som sagt meget vand i åen og ved træbroen efter Åle agerede Kai støttepædagog for dem som ønskede det. Man skulle ligge ret langt ned i kajakken for at komme under. Vi nød isfuglene, de store ørne og musvåger og bare skønheden af de resterende blade på træerne var så dejligt. Det er en smuk tur.
Ved Gudenå camping gik alle i land, Kurt trængte nu til at strække ben efter 21 km. Solen kom frem, og det gjorde madpakkerne også. Der var læ og sol ved de små hytter og jeg havde naturligvis bagt en kage. Tørt tøj gør nu underværker så Tove og Henrik skiftede her.
Nu gik turen videre op mod Vestbirk kraftstation. Her var et par steder hvor vi skulle passe på nedfalds grene og uden om væltede træer. Flere store fugle svævede på vinden lige over hovederne på os. Det gjorde svanerne også i søen ved Naldal Mark. Et par af os sad fast i sandbankerne i udløbet fra åen over i søen. Det var et flot syn da svaner, både de hvide og ungfuglene lettede op i mod vinden, vende om og så flyve med vinden over hovederne på os. Noget må det ha gjort for svanerne, de lettede også deres maver og sked lige ned over os. John og jeg fik skudsalver på hele bagdækket til stor latter for alle.
Så kom vi til Vestbirk kraftstation og mon vi kunne komme igennem ”Tyrens r…..”? Yep, ingen problem. Vi bar over og ville nyde den sidste pause og kaffe og mad og chokolade og kiks og små kager og lakridspiber. Ellen og Finn havde piber med. Det er ved at være en traditions (efter Mariager turen) at have lakridspiber med på tur. Men hvem skal have dem med? Hvordan skal de smage, surt eller sødt? Og hvilke farve skal sukkerkuglerne have? Det er dejligt med traditioner, men hvad de smager af og hvem som har med, er vist ligegyldigt. Alt er velkomment, uanset hvad :-). Det skal ikke komme an på det… :-)
Ved Vestbirk er der kommet en ny flydebro. Det var dejligt og da Orla ikke var med tog ingen slisken ned i åen.
Nu var det så den sidste del af turen, små 12 km. Vi roede rask afsted, solen skinnede og vinden havde lagt sig. Dog var strømmen den samme. Stærk. Omkring Birkenæs kom Kim i karambolage med nogle grene og rødder i et sving og kajakken væltede. Det er aldrig sjovt at tippe og al ting sker så hurtigt. Heldigvis var vi fleste lige i nærheden og Kim fik fat i sin kajak og Allan hans pagaj. Kim kom i land og fik sundet sig. Vi andre lå i flåder hvor vi kunne holde os fast i træer og brinken. Tørt tøj kom frem af lugehuller og vi gav os god tid til at alle var klar til at fortsætte turen. Nu mere opmærksomme på væltede træer og grene i åen.
Ved Voervadsbro var strømmen også kraftig, men alle kom hel under broen og var opmærksomme på sten og gydebankerne. Denne del af turen er helt klart den smukkeste del af Gudenåen, så de sidste 6,5 km foregik i andægtighed. Efter Sukkertopsbroen (som hedder noget andet), var der kun den sidste forhindring tilbage. Det lille gydehop, eller spring som er tæt på målet, var også voldsomt vandfyldt. Det krævede tungen lige i munden at forcere hullet; kun Kai drønede lige igennem. Tove derimod sad fast. Kajakken blev skubbet og blev kilet fast og kun med de sidste fundne kræfter lykkedes hende at skubbe sig tilbage og komme igennem. Vel nede fulgte vi alle 11 frem mod Den Røde Spand og vi var i mål kl. 17 efter 41 fuldstændig fantastiske farverige kilometer.
Tak alle for en skøn lørdag, som startede våd og blæsende og sluttede tør og vindstille ved Kloster Mølle.
Kommentit