Som 2019 kursist tilmeldte jeg mig, optimistisk og opmuntret af klubkammerater, turen. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg med mine endnu ikke helt udviklede kajak arme, og min manglende erfaring i at begå en kajak i Gudenå Flodens frådende vandmasser, var noget betænkelig over situationen. Det, sammenlagt med vejrudsigten, der ikke lovede ret meget andet end vind og masser af vand, satte fokus lidt højere end, det egentlig var nødvendigt.
Måske var det derfor jeg på dagen, i bilen ude omkring Østbirk fik den tanke, hvor jeg egentlig var på vej hen. GPS´en havde kurs mod Klostermølle, men det var jo afslutningen på turen. Ja, så var den jo sådan set hurtigt overstået, men jeg valgte nu alligevel at ændre kurs, og anløb Tørring Camping, kun lettere forsinket kl 8.45.
Det var der fuld forståelse for, blandt de andre deltagere, der på igen måde kom med hentydninger eller opmuntrende bemærkninger. Og der var da heller ikke nogen der senere hen kommenterede fejlen, som man ellers ofte ser i sådanne sammenhænge.
Jeg fik endda tid til at kaste mig over den velanrettede og flot udstyrede morgenbuffet, med en lille Gudenå rom som bonus. Her fik jeg også de første gode råd, der senere skulle vise sig at komme mig meget til gode.
Omkring 9.30 sad vi i kajakkerne, og havde kurs mod første sving. ”Det er som at køre gokart” sagde de.
”Store sving med pagajen, ikke bremse, kom rundt i svinget med god fart, aflæs strømmen”. Jeg synes jeg begyndte at se fidusen. Og bare efter den første time, følte jeg mig meget mere sikker, og kunne begynde at se mig lidt omkring.
Viberne fløj til vejrs og advarede os om at komme på land, svalerne suste om ørerne og nappede fluer, der stadig troede der skulle komme regn og derfor fløj lavt. Men den kom ikke, der var derimod perfekt vejr hele dagen.
En svane sidst på første etape valgte at lette imod os. Med det vingefang, og en kajak eller to, er der ikke megen plads til, at sådan en pipfugl kan lette. Det lykkedes dog kræet at komme i luften uden at ramme nogen, og bagefter kom de første røverhistorier allerede om, at man da nemt kunne have nakket dyret. Jeg er sikker på den historie nok skal blive mere, end til blot en svane på vej.
Igang igen efter første pause. Nu mod Gudenåens Camping for at holde frokost. Det meste fungerer, og der er bare lidt ømhed i ryg og skuldre. Ja benene er måske heller ikke helt tilfredse, men slet ikke noget der har nogen betydning, og det glemmes hurtigt, af det fantastiske landskab (og selskab) , køerne der glor og svingene, der er knap så skarpe og mangfoldige nu. Så der er mere overskud til at glæde sig over det hele. Og dét gør jeg.
Overraskende mange kanoer, trods den dystre vejrudsigt. Men de holder pænt til siden, ja næsten for pænt. Man føler helt vi kommer som herremænd. Men det blødes op af venlige kommentarer og ”go tur” hilsner fra kajakkerne.
Formedelst 10 kroner pr næse, må vi bruge Gudenåens Camping og Kanoudlejning, Brædstrup´s faciliteter. ”Hva´ ka´ få for en tier”, sang Shu-bi-dua i 1975. Men jeg synes nu vi fik meget mere end det de sang om dengang, så tak for det.
Efter endnu mere løgn og pral om ture på de oprørte have, kannibaler og det at padle i timevis med hovedet under vand, kom vi i åen igen. Nu med en lille overraskelse i vente. Et hemmeligt sted hvor man kan sejle ind og holde pause. Men det tillod vores strikse turleder dog ikke. Jeg kan afsløre så meget om stedet, at det er ved Bredvad Mølle, og en sjov lille ekstra bonus på turen. Måske er den på programmet næste gang også.
Sidste stop Vestbirk Vandkraftværk. Efter inddæmmede søer, postkort egnede landskaber, og lavt vand, skulle klaustrofobien testes. Vi måtte igennem et lille bitte rør, mellem Vestbirk Sø og kanalen ned til vandkraftværket. Akkurat stort nok til at man kunne komme igennem. Havde jeg haft hår, ville frisuren være blevet ødelagt.
Nu sidste stop. Jeg kan godt mærke jeg har siddet i min kajak, meget længere end jeg har prøvet før. Men stemningen er god, og der bliver grinet og slået på ømme lår. Men der er også sidste etape i vente. Vælte ruten kalder de den. Det er her bukkene bliver skilt fra fårene. Men jeg får se. Det bliver ikke nemt…fortæller de mig.
Jeg er træt og øm, men ved godt mod. Vi er i mål om 1,5 – 2 timer, så det vil blive omkring kl 17. 30 vi er i Klostermølle.
Vi sejler. Der er sving, og et overordentligt flot landskab, der er grøde og flotte marker. Og så kommer vi til Voervadsbro. Mærkelige strømhvirvler farer omkring båden, og de fortæller, at nu bliver det sjovt. Det bliver til gengæld også lavt hist og her, og de forreste råber bagud ”hold til højre, stor sten” og ”pas på her”.
Det suser afsted er måske lidt meget sagt, men det føles sådan, og det er altså ret sjovt. Jeg hænger på en lille grus banke et øjeblik , og får slebet måsen. Et par ridser til i bunden, til et glædeligt minde om en god tur.
Og pludselig er det hele ovre, stille vand og kø for at komme op.
Alt i alt en virkelig god tur. Man kunne da godt mærke, at 7 timer på en pind i en å ikke er det der fylder mest i hverdagen, men efter nogle måneder tror jeg helt bestemt, de værste smerter er ovre…
Tak til Hou Kajak klub, ånden og dem der var med. En fed oplevelse.
Comments