Tørring-Klostermølle. Den 18. oktober 2025.

Skriverkarl: Allan Petersen. Foto: Claus Andreasen og Allan Petersen

Så står man der foran spejlet. Klokken er ti minutter over 5. Man er en anelse træt og tænker: hvad f….. har du gang i.

Men det er selvfølgelig den trationsrige tur fra Tørring til Klostermølle, der står for døren.

Så man møver sig ud i køkkenet og får pakket mad og slik ned. Får hældt vand på flaske og kaffe på termokanden – forhåbentlig.

Lidt i seks holder chaufføren ved døren. Det er Kai i selskab med Ejvind. Der er nu heller ikke nogen af dem, der virker særlig kvikke.

Ned på havnen. Kajaktraileren skal pakkes. Her er Claus, Ellen, Ulla, Finn og Peter dukket op. Det er heller ikke særligt opløftende, når Finn virker til at være den mest kvikke, mens der går SGM i resten af os. Sure Gamle Mænd, hvis nogen skulle være i tvivl. Med inspiration fra Waldorf og Statler fra The Muppet Show.

Waldorf og Statler

Nå, men med lidt godmodig hærdning (mobning) og godt humør fra pigernes side, begynder man måske alligevel at kunne se de lyse tider af det ukristeligt tidlige mødetidspunkt.

Pakningen er hurtigt overstået. Og afsted i 2 biler, som ind imellem følges ad. Det hører dog helt op, da den ene bil – hvorfor vides ikke – synes at afkørslen mod Tørring ikke er lige så interessant som afkørslen ved Hedensted.

Det opdager den anden bil – efter en tur omkring bagerne – først, da den første bil ankommer noget efter.

Kajakkerne tages hurtigt af bilen og gøres klar, for der er noget i huset på campingpladsen, der trækker. Ulla har sørget for overdådigt tilbehør til det brød, som er blevet købt hos bageren. Det er lige før, at det gode humør bryder igennem. Morgenmåltidet er så overdådigt, at nogen bryder alle regler og bryder et lille bitte stykke wienerbrød op i 4 stykker. Det er ren blasfemi.

Omklædte og klar til at tage af sted, bliver nøglerne overdraget til en gammel kending, som vil sørge for at bilerne bliver kørt til Klostermølle.

Og det er nu, det begynder at gå op for en, hvorfor man tager med på denne tur den ene gang efter den anden. Det er simpelthen en fed tur.

Prøv bare at se, hvor skønt der kan se ud med rim på græsset.

Rimfrost og roklare kajakkere

 Og selv om man har glemt at tage handsker med og må bruge et par ganske almindelige vintercykelhandsker og fingrene fryser en anelse, fordamper den sure gamle mand og man er klar til en ny og spændende tur.

Og sikken start. Rimen ligger overalt, vandet damper og vi bliver blændet af den opgående sol. Også så meget så enkelte er ved at misse nogle af de første sving. Sjovt ser det ud og alle slipper med skrækken.

Ord er overflødige

En anden ting, der er anderledes fra tidligere år, er at der ikke er meget vand i åen. Så vi kører jævnligt pagajerne i eller tæt hen over bunden. Det bliver vi dog bedre og bedre til at styre.

Afsted det går. Op mod det første stoppested i Aale. Med den sædvanlige opsamling ved Verdens Ende.

Verdens Ende. Nu med rimfrost

Ved Aale venter en lille udfordring. Der er så lavvandet, at det er svært at komme i land. Heldigvis er Kai en snarrådig herre, så på underfundig vis får han sneget sig i land, og kan hjælpe alle os andre op.

Peter hjælpes

Herefter er der forskellige sysler. Finn skal lige fikset sit ror, og hovedparten af os går ombord i de indkøbte morgenkager. Der er igen nogen, som SKÆRER dem over i mindre stykker. Det troede man var blevet overstået ved morgenmaden, men nej. Det kan så i øvrigt ligeså godt blive nævnt her. Det gentager sig ved alle pauser i løbet af dagen. Også den sidste på havnen, hvor det sidste stykke bliver fortæret.

Vi skal have sat i vandet igen og det sker ved fælles hjælp. Til sidst sidder man alene på kanten i sin kajak, og bliver enig med sig selv om, at de personer, der sidder og håber på en lille tur i vandet og derfor har kameraet fremme, ikke skal have den fornøjelse. 🤞 Så det får de heller ikke.

Overvåget vand isætning

Vi drager afsted mod næste stop, som normalt vil være ved Bredvad bro. Vi har dog hørt om en ny shelterplads ved Nim, så der kan eventuelt være en ændring på vej.

Man har ikke rigtig været omkring vejret endnu. Men har skal det bare nævnes, at der ikke var mange, hvis nogen, der kunne huske et bedre vejr end på denne tur. Høj sol og hvide vindpile på Yr. De tidligere nævnte cykelhandsker er da også for længst lagt på fordækket.

Og så er et væld af store rovfugle på vingerne. Bl.a. et par glenter, der afholder luftkampe med nogle meget mindre fugle. De små vinder slaget.

Man sidder og bliver helt betaget af de begyndende efterårsfarver. Tænk sig, at forfald kan være så smukt.

Da vi ankommer til Nim Shelterplads, ser det ganske nyt og dejligt ud. Det har kun en enkelt ulempe. Der er ingen sol.

Vi fortsætter derfor mod Bredvad bro og den lille sø, der gemmer sig bag en smal passage. Også her gør den lave vandstand det anderledes at komme i land. Det er både lettere og sværere. Lettere, fordi alle kan bunde og sværere, fordi kajakkerne skal op over en høj kant.

Så venter middagsmaden

Men alle kommer op, og det er tid til endnu et højdepunkt – middagsmad. Og med den skønneste udsigt over den lille sø og de orange og lysebrune træer i baggrunde.

Pizza, salater og meget andet godt

Udsigten fra spisestedet

Efter et vældigt måltid og lidt mere godmodigt drilleri går turen mod den lille sø ved Vestbirk Camping. På vejen derned er der heldigvis ikke den grødesamling, som har drillet os de seneste 2 år. Men vi begynder at frygte, at vi på grund af den lave vandstand skal stage os hele vejen over til kanalen mod Naldal Sø.

Velankommet til søen, deler vi os op i 2 hold uden forudgående rådslagning. Det ene hold går til højre og møder en del meget lavt vand og en smule grundstødninger. Det andet hold går til venstre og rammer slet ikke bunden. Sådan kan livet være så uretfærdigt. 😉

Søen ved Vestbirk Camping

Vi fortsætter nu igennem Vestbirk sø, som viser nogle meget flotte farver på kanterne, op igennem tyrens r….., og videre gennem kanalen til Vestbirk Vandkraftværk. Her skal kajakkerne bæres om på den anden side af værket. Det er en anelse hårdt, men hvad gør det, når man så efterfølgende kan holde en ny pause med kaffe, kage, Sallos lakridsbolsjer og snebolde.

Da vi kom om på den anden side af værket mødte vi en stor gruppe turkajakroere. De var taget fra Tørring klokken 9. En smule senere end os, og havde passeret os, mens vi spiste til middag. De skulle ro op til Ry Roklub, hvor de hørte hjemme. De fik i øvrigt lov til at tage først afsted, så vi ikke skulle lade dem passere os igen. 😊

Når man tager væk fra værket, er den det næste store punkt, at komme om på den anden side af Voervadsbro. I år var omgivelserne dog sådan, at man måtte dreje halsen næsten af led for at få det hele med. Omgivelserne ned til Voervadsbro blev nydt i stor stil.

Nå, men grunden til at vi gerne vil om på den anden side af Voervadsbro er, at der her kommer lange strækninger, hvor man kan få rigtig god fart på med hjælp fra strømmen. Man kan dog ikke sige sig helt fri for en anelse nervøsitet. Selv med en højere vandstand har man set medroere, der pludselig stod helt stille på grund af en banke, eller helt på tværs på grund af strøm. I år var ingen undtagelse, men det skete i meget lille omfang.

Dog var der på et tidspunkt 2 personer, som ganske vist havde set den først passerende blive ramt af manglende styreevne, men som alligevel endte med det selvsamme problem. Det var sjovt. Et enkelt bundskrab blev det også til.

Turen går rundt om Sukkertoppen og byder på mange spændende skovoplevelser. Bedst bliver det dog efter Højlund bro, hvor man bliver ledt væk fra det helt store strømfald, og ind i det område, som man på sin allerførste tur kaldte katedralen.

Det sidste stykke frem til Klostermølle er stort set trædækket og med flotte skråninger. Der er stort set ingen strøm, så man kan sidde og nye udsigten og i øvrigt holde godt øje med grene og stubbe i vandet.

Undervejs mod Voervadsbro var vi blevet overhalet af 2 turkajakroere. De havde åbenbart haft det svært på stykket fra Voervadsbro og ind i katedralen, for de var først ved at gå i land, da vi ankom til optagningsstedet.      

Herefter var det omklædning, påsætning af kajakker, kørsel til Hou, vask af kajakker og fordeling i de hjemadgående biler.

Men her til sidst, skal der lyde en stor tak til vores turleder. Det er ikke ofte, at der er så god kontakt til de højere magter, at vi får perfekt vejr, og ikke mindst hele dagen. Han må have været en god dreng i år.

Og til allersidst. Distancen lyder på ca. 41 kilometer, men tro mig. Det mærker man først, når man kommer hjem. Så kom frisk til næste år.

Til sidst en plakat, der viser, hvad kajaklivet også kan.