top of page

Tur beretning fra turen til Tunø den 29 & 30. maj 2021

Skrevet af Martin Ahl

 

Turen var planlagt som en overnatningstur, med 2 dagssejladser af ca. 18 km. Der var 4 deltager der mødte friske og forventningsfulde i klubhuset kl. 0800 lørdag morgen, så vi var klar til planlagt afgangstidspunkt kl. 0900.


Kajakkerne skulle pakkes med telte, soveposer, liggeunderlag, trangiaer og ikke mindst Kiwins livret, frysetørret aftens- og morgenmad. Undertegnede havde ikke prøvet at pakke til tur før, så jeg havde snydt hjemmefra, og prøvepakket kajakken i garagen. Der var nu masser af plads til en enkelt overnatning.


Fra Hou sejlede vi mod Dyngby, hvor vi krydsede over mod møllerne ved Tunø Knob, og videre til første kaffepause ved Stenkalven på Tunø. Vejret var perfekt til dette kryds – vinden svag og ind agter fra. Solen brød igennem med fuld styrke, så der var nogle som måtte klæde om undervejs (måske han er begyndt at få hedeture).

Efter Stenkalven, fulgt vi kysten nord om øen. Her lå vi helt i læ, og kunne blot nyde denne første smag af sommer – en flok Marsvin syntes om ideen og fulgte trop – de var øjensynligt i gang med at fouragerer i en stime fisk.


Da vi rundede nordvest spidsen af øen, kunne man straks mærke at vinden var frisket op fra syd. Det lavvandede område ved Turø Røn mindede lidt om ”Skagen light” med søer der brækkede i hvidt vand. Det var s…. sjovt. Der var ikke en, der ikke sad og ”tørrede tænder” i vinden, på turen fra rønnen og indtil stranden ved Campingpladsen.


Efter ankomst blev der slået lejr. Det er en super hyggelig natur campingplads. Ikke de store faciliteter, men lige det man skal bruge, og så er der masser af pladser med havudsigt og gode muligheder for at finde læ for vinden – meget anbefalelsesværdig. (5 stjerner på Martins tripadvisor).


Da lejeren var etableret og på plads, og alle var i tørt tøj, var det tid til is og en dejlig vandretur på øen. Tunø by er hyggelig og seværdig. Naturen på øen er forholdsvis vild, idet der ikke længere drives så intensivt landbrug.


Efter en middagslur i skyggen, var det tid til det store frysetørrede gourmetmåltid. Der var så eksotiske retter på menuen, som Stroganoff, Biksemad og Spaghetti Carbonara. Alle sammen Kiwins livretter – spøg til side, de smager fantastisk når man er sulten, sidder udenfor og bikser det hele sammen i godt selskab. Til dessert valgt vi minigolfens frosne varianter i vafler. (mad skal åbenbart have været frossen, før man kan spise det, når man er på tur).

Efter en hyggelig aften rundt om bordet – med lidt til at holde varmen på, var det tid til at tørne ind.


Morgenen kom med masser af sol og ingen vind og man kan godt vænne sig til at stå op med havudsigt til Samsø. Inden nedpakningen skulle vi da lige have en omgang frysetørret morgenmad – vi var heldige igen, det var en af Kiwins livretter.


Turen retur til Hou var en rigtig sommertur – det meste af vejen, sejlede vi i blankt vand uden en krusning (lidt lige som olivenolie) og høj solskin. Det er snart tid til at sejle i shorts og korte ærmer og vi glæder os. Marsvinene mødte vi halvvejs – de lå længe i overfladen som om de også nød solen.

Summa summarum – en super tur, som kun kan anbefales, og som jeg med sikkerhed vil tage igen. (hjertet siger en tur til og gerne her i sommer).


Ja, vi var superheldige med vejretog det skal man ikke negligere. Krydset fra fastlandet og over til Tunø kan blive en barsk tur, så vejrudsigten er en faktor, og derfor kan det være svært at planlægge længere frem i tiden. Er man bekymret over krydset, kan et alternativ være at tage færgen over og så sejle øen rundt – det er en smuk tur.


TAK til deltagerne for god ro og orden – ingen tur er god, hvis ikke selskabet og humøret er i top.

5 visninger

Comments


bottom of page