Lørdag den 22/8 var vi 6 friske m/k’er på en rundtur i Aarhus Bugt, og jeg kan jo starte med at konkludere at vi var svineheldige mht vejret.
Margot, Helle, Finn. Kurt, John og mig selv Peter. Vi startede tidligt på havnen kl 7 og fik pakket traileren.
Afsted imod Egå – bilen med trailer kørte direkte, mens solobilen slog et smut forbi Helle for at hente knive da jeg havde glemt dem til morgenmaden og så forbi bageren. Her glemte Helle så at købe smør og bagefter var jeg ved at køre over for rødt – jow jow det startede godt.
Det grinede vi lidt af da vi sad på Egå havn og spiste meget sunde grovboller uden smør.
Nogle baglænsroere var lige kommet i land og de var så venlige at låne os deres toilet så de fleste fik lige lænset inden afgang.
Og af sted kom vi - nordover forbi Kaløvig Marina, Studstrupværket – sjovt at se den skorsten som vi ofte kan se fra Hou helt tæt på.
Derefter til Vosnæs hvor første pause kom i skovkanten.
Videre af sted forbi Ugelbølle, Følle strand og Hestehave skoven så tæt på land som vanddybden nu tillod.
Fra Hestehaven gik vi direkte imod Kalø slotsruin, sejlede rundt om den og gik i land på den østlige side over imod Nappedam. Her blev frokosten indtaget.
Der var en flok køer der gik og græssede – det var ganske fredelige, men pokkers nysgerrige så de nærmede sig lige så stille os og kajakkerne, og til sidste måtte vi pænt bede dem og at lade være med at spise kajakker og grej – selvom det åbenbart er ustyrligt spændende for dem.
Det var tydeligvis dages højdepunkt for dem, og da vi dampede af stod 5 af dem side om side helt nede i vandkanten og tog afsked.
Turen fortsatte forbi Nappedam havn langs kysten imod Knebel vig som vi dog droppede i denne omgang – turen var lang nok endda.
Vinden var østlig og lidt opfriskende, så der var modvind fra Ugelbølle og til vi drejede efter Nappedam men nu var det mere sidevind.
Lidt efter Knebel vig tog vi dagens sidste kaffepause på Dejret Øhoved – det hedder det i hvert fald på mit kort og det var i hvert fald første gang jeg var der.
Nu måtte et stykke fra land pga meget lav vanddybde og gik direkte imod Skødshoved i dejlig medvind, for til sidst at stikke over imod Egå hvor vi efter ca 8 timer og 37 km kunne gå glade i land efter en dejlig dag på vandet.
Tak til alle deltagere for dejligt selskab.
Comments