top of page

Fur Rundt 25.-27. juni 2010

Deltagere: Turleder Allan Pedersen

Bjørn Thøgersen, Charlotte Kviesgaard, Flemming Hansen, Lene J Mouritsen, Martin Skovbo Hansen, Sigi Eichler, Steffen Pedersen, Tina Arvid, Tine Schmidt, Asger Pedersen.


Fredag: Turen startede med læsning af kajakker på havnen fredag. Næsten alle var mødt rettidigt op, så efter et par omladninger var alle klar til afgang.

Vi var enige om at mødes ved færgelejet på landsiden, så vi kunne komme fælles over. Det gik også ganske fint. Martin viste Allan en genvej, som betød, at vi kom ud bag de andre, selv om vi var startet før dem, men det skyldtes jo nok, at der skulle tankes.


Nøglen til huset skulle hentes i Skive, og her blev, der afleveret en buket blomster, dels fordi vi tidligere havde måttet aflyse turen og dels fordi vi nok vil få brug for at leje Fur-hytten igen.

3 biler mødtes på færgelejet, men kun 2 kom med i første hug. Dem der var kommet over, kunne så stå og beundre hvor skævt færgen måtte sejle p.g.a. vinden. Det lovede ikke kun godt for næste dags tur.


Da den 3. bil var kommet over, kørte vi om mod hytten. Det nåede den 4. og sidste bil lige at se, så de fik fat i ø-holdet, som sendte en vejviser ned til havnen.

Da alle var samlet stod den på en lille velkomstdrink, rejsning af telte og klargøring af hytten. Den var en smule indelukket, men ellers fin.

Det var ved at være tid til spisning, og trods lovprisning af det lokale spisested ”Skuret”, var der nogen, der hellere ville prøve et lidt mere mondænt spisested. Det viste sig, at være så mondænt, at man ikke kunne komme til at spise der uden at have bestilt plads. Dårlig hukommelse havde de også. De kunne i hvert fald – trods venlig forespørgsel – ikke huske, at der faktisk lå et andet spisested oppe i ”byen”.

Det blev så alligevel ”Skuret”, og det kan da ikke helt udelukkes, at det er nemmere at huske at man har været der at spise og møde lokalbefolkningen end det andet sted, hvor der kun var turister.


Efter spisning var der kaffe og andet godt i hytten. Der blev stillet en kande kogende vand uden for døren til evt. morgenfriske kaffedrikkere.

Lørdag: Lørdag morgen kl. 5.30 var første mand af køjen og kunne se en noget dyster himmel. Mens den første kop kaffe gled ned, blev himmelen dog bedre og bedre at se på. Så da alle mand var af huse ca. 6.30 var det umiddelbart godt vejr.

Klokken lidt i 7 blev et hold sendt i byen efter morgenbrød. Det viste sig, at byens butik tilsyneladende først åbnede kl. 8. Nogle gik slukørede hjem, mens 3 personer gik til byen for at kigge på denne og lige vende kirken på toppen af bakken. Undervejs fik de et opkald, der fortalte, at de andre ikke havde tålmodighed til at vente og ville gå i gang med lidt rugbrød. De 3 tog chancen og gik ind til byens butik noget før kl. 8. Også fordi de havde set op til flere af de lokale med poser med brød i hånden. Kl. 7.40 stod der en stor post med rundstykker og andet godt brød i hytten, og selvom der var blevet spist godt med rugbrød, blev der også gjort et stort indhug i rundstykkerne.

Nu skulle det så være. Alle kajakker blev lastet både med sikkerhedsudstyr og mad. Lige omkring klokken halv ti drog flotillen af sted. Ned forbi havnen og over mod Harvarp Odde.

Det viste sig, at vi havde undervurderet vejret. Vi var knap kommet rundt om odden, før den første lå i vandet og med stor hast var på vej mod fastlandet, en anden var i en kæmpebue på vej tilbage mod havnen og resten kæmpede i større eller mindre grad mod vinden.

Alle, der ikke umiddelbart var i knibe, blev dirigeret i land, mens vi ventede på dels en vellykket makkerredning og en lille eskortering ind til land.


Da alle var samlet igen, blev der lagt en ny plan, der gik ud på, at alle mand nu roede den modsatte (og troede vi på dette tidspunkt) rolige vej.


Når vi kom til Færker Odde, kunne vi kigge lidt på vejret og lægge en ny plan.

Til at begynde med – faktisk et meget langt stykke – gik det helt efter planen. Det blæste, men vandet var helt roligt.


Da vi kom til Engelst Odde og kunne se tværs over Færker Vig til Færker Odde, gav det en lille smule uro, men beslutningen blev alligevel, at der var erfarne roere nok, til at vi kunne komme over på den anden side. Og stor ros til de nye. Selvom det var med ængstelse og der skulle kæmpes med vinden og nu også med bølgerne, kom alle helskindet over på den anden siden. En erfaring rigere, som forhåbentlig vil komme os alle til gode på et andet tidspunkt.

Frokosten på Færker Vig bliver nydt i stor stil. Det viste sig igen, at leverpostej og spegepølse smager bedst ude i naturen.


Da alle har fået varmen, er kommet til kræfter og er trådt af på naturens vegne, bliver gruppen delt op i 2 hold. Et hold, der ror samme vej tilbage og et hold, der prøver at nå hele vejen rundt. Alle skal dog lige helt ud til spidsen af Færker Odde for at se på bølgerne. Og de er store.

Hold 1 Hold 1 ror et pænt stykke ind i Færker Vig, så de er sikre på at få både vind og bølger lige i ryggen på tilbageturen. Og det virker. Turen tilbage over Vigen bliver tilbagelagt på 1/3 af den tid det tog at komme over. Og så er der endda tid til at tale med en ordentlig flok roere fra Hjarbæk Kajakklub. Vi fik udvekslet invitationer, så hvis nogen senere får lyst til at ro på Hjarbæk Fjord, så skulle det formelle være nogenlunde på plads.

Efter at have krydset vigen, er der kun tilbage at nyde turen, og det gør vi så. Også selvom trætheden begynder at indfinde sig. Det gør det så heller ikke bedre, at der pludselig dukker bælter af megastore vandmænd op. Får man sådan en på pagajen, er det lige før, den kan trække en ud over kanten. Men snart dukker Nederby op i det fjerne. Sidst pause bliver holdt under kirken med uddeling af nødproviant (chokolade). Herfra brydes der op i mindre grupper og de sidste 6 – 700 meter tilbagelægges.


En del af hold 1 var desværre nødt til at tage hjem på dette tidspunkt, så de fik først senere at vide, hvad der skete med hold 2. Det kan der læses op nedenfor.


Hold 2 Efter frokost i Færker Vig, sejler vi ud til Færker Odde for at inspicere bølgerne fra NNV. Skulle vi tage turen rundt?. Bjørn, Steffen og jeg (Asger) bestemmer os til at gøre det. Vi skulle sejle 8-9 km mod vest med vinden i NNV så der skulle arbejdes for sagen. Vi flyttede os faktisk ganske pænt, men var jo også lige startet. Efter ca. hver 50. bølge kommer der 3-4 større. De største af de store havde imidlertid ikke tid til at vente på at vi kom over dem, så de kom over os. Efter ca. 1½ time bliver vi enige om at gå i land. Nu skulle det gøre godt med et stykke chokolade, men for f….. da chokoladen og pung sejler rundt. Så tætte er lugerne altså heller ikke, så lærte man det. Saltet Toblerone er nu heller ikke værst. Vi var noget i tvivl om, hvor langt vi var nået, da vi ikke havde brugt meget tid på at nyde den flotte kyst. Det viste sig at vi var nået længere end vi regnede med. Nå men vi skulle videre, og der skulle vi nok lige ha talt bølger først. Bjørn kom først ud efter lidt karambolage med Steffen, som derefter blev løftet op på en stor flad sten. Jeg selv nåede ikke at sætte mig i kajakken, før bølgen havde fyldt den.

Vi var på havet igen, og bølgerne var aftagende, da vi kom mere og mere i læ af Mors. Vi kom rundt om knuden på den vestlige side af øen, og skulle nu rigtig nyde bølger og vind i ryggen. Nu var der mulighed for at surfe. Ved Gammel Havn dannede vi flåde, for med de bølger behøvede vi jo ikke arbejde. Men der må have været en kraftig strøm, for vi flyttede os ikke, og GPSen havde da også dømt pause de 5-10 min. vi lå der.


Rundt om Harvarp Odde og så var vi i læ, og kunne så godt mærke den kraftige strøm. Kl. 16 var vi tilbage i Stenøre rimelig brugte.


Lørdag aften foregik på terrassen, med lækker mad, og 40 feststemte sejlere som naboer, der gav den hele armen med sømandssange.


Søndag: Søndag stod vi op til høj sol og stille vejr, fik pakket og læsset, for derefter at se Fur fra landsiden.


Tilbage i Hou kl. 15 vaske grej, og spise det sidste kage.


Tak for en god tur.

2 visninger

Comments


bottom of page