Skrevet af Claus Andreasen
Så opstod dagen, da vi skulle afsted på anden del af udforskningen af Horsens Fjord. Første del var d. 18. april (læs den her) i den vestlige halvdel, så nu skulle vi ud i den østlige del. Nej, vi skulle ej. Turleder Kai havde viseligt og korrekt vurderet, at vejr og vind ville være bedst for os i den indre og sydlige del. Fem gæve roere drog afsted og mødtes i ved Hjemmeværnsgården i Horsens med isætning ved Klondike – et herligt sted.
Der var provianteret til morgencomplet (Berit), men afsted vi drog og efter et par kilometer gik vi (eller rettere: sjuppede vi i mudderbund) i land og fik en dejlig start på dagen. Berit, Tove, Inge-La, Kai og nærværende kronikør, Claus, fortsatte herefter bare udad: målet var Snaptun og evt en is.
Det blev en tur med de sædvanlige sæler på sten lige efter den store Boller Skov og før Borre Knob. Der kom lidt regn; der var godt nok flotte mørkeblå – sorte farver på himlen rundt om os, men vi klarede stort set frisag. Smukt var det, og der var læ under land.
Vi rundede det store sten- og betonopbyggede sømærke vest for Borre Knob; rundt om spidsen og dryssede ned langs kysten til bord-bænkesættet lige før Hønsehuset. Her fik vi en kort formiddagspause.
Ved bænken er der nu en meget fin, lang bro.
Vurderet ud fra himlen var det godt, vi ikke var på nordsiden af fjorden.
Vi roede tværs over bugten og ud til det solbeskinnede Snaptun. Rundt om var der åbenlyst god vind i sejlene på diverse sejlere, men vi lå lunt og hyggeligt på vandet.
Vi gik i land ved Snaptun Kajakklub efter en gennemsejling under broen (krævede liggende stilling). Vi fandt det berettiget at foretage en kollegial okkupering af bord+bænk på terrassen ved Kajakklubben til vores frokost. Det nærtligggende offentlige (og pæne) toilet er en yderligere kvalitet ved havnen.
Herfra gik det hjemad igen, og denne gang kystnært - bortset fra turen fra Snaptun til Borre Knob - hvor vi undveg det lave vand.
Rundt om spidsen og ned langs vestsiden af knob’et. Hér var mange fugle, bl.a. strandskader, svaner, og enkelte andemødre med ”børnehaver”; videre ind mod den store skov ved Boller; vi fik nu noget mere vand fra oven end før: tunge dråber og den fine, hvislende lyd fra havoverfladen. Det blev af nogle opfattet nærmest yoga- eller zenagtigt.
Vi tog en kort kaffe-stund under træerne, hvorefter vi fortsatte hjemturen. Nu måtte vi igen afvige kursen, for allerede på udturen havde vi bemærket resten af det vrag, vi havde set i foråret. Dets hvide bund lå og lysten helt utroligt op. Vi kom derud og kunne konstatere, at det havde ”sat” sig lidt mere og en god del af alt det løstflydende var væk.
Herfra gik det egentligt bare hjemover mod Klondike. Der var snak om evt. at forlænge turen op igennem Horsens til Bygholm, men det blev ved snakken. Mod syd tårnede mørke skyer sig op, så vi kom i land og uden alt for meget extra snak, fik vi lagt kajakkerne på traileren og gjort klar til afgang. Den eneste tidsrøver var en ualmindelig glad, velopdragen stor, sort Labrador-hvalp, der insisterede på, at vi skulle lege og smide med træklodser til den.
Næppe var vi ude af Horsens, før der sandt at sige landede en syndflod over bil, kajakker og trailer. Da kronikøren var vel hjemme igen i Ørting, standsede regnen, mens de lidt hurtigere folk i Kai’s bil måtte sidde i Hou og vente c. 5 minutter.
Vi fik 31 km på logbogen og en dejlig, afslappet og smuk tur. Tak for det.