top of page

Marselisborg til Hou den 27. september 2025 - der blev til Skanderborg -Ry

  • Peter Eik
  • 27. sep. 2025
  • 3 min læsning

Opdateret: 16. okt. 2025

Lørdag den 27/9 var vi 4 der skulle på tur - der var faktisk 7 tilmeldt, men de faldt som fluer...

Til gengæld var det en stjernebesætning med Margot, Tove T, Kai og mig sæl’ Peter

Vi måtte opgive den oprindelige plan med en tur langs kysten fra Marselisborg til Hou, fordi der var lyse og mørkegrønne vindpile – læs 6-10 m/s og den var næsten stik øst, hvilket overhovedet ikke passer med den tur. Pålandsvind og trælse bølger som ville gøre alle landgange yderst spændende...

Derfor tog vi en tur fra Vestermølle ved Skanderborg sø til Ry. En tur som også var ca. 30 km.

Det ville give en god del rygvind, og meget mindre bøvl med bølger. Det værste sted rent bølgemæssigt forventede vi at være i den vestlige ende af Mossø, hvilket også kom til at passe meget godt.

Efter lidt bil logistik halløj fik vi placeret kajakker ved Vestermølle og Kais bil med trailer i Ry, og så kunne vi nyde endnu en dejlig gang fælles morgenmad inden vi satte i.

Da vinden var lige i røven fra starten, tog vi Skanderborg sø i stort set lige linjer – kortest mulige tur.

Det gik super godt – vejret var  - bortset fra den lidt friske vind, helt perfekt – strålende sol og 15-16 grader – så taget i betragtning at vi er i slutningen af september – fantastisk.

Lynhurtigt kom vi over imod den første bro under jernbanen – forbi Kærligheden og videre under vejene ud imod Tåning Å, hvor Kai og undertegnede så en isfugl pile hen over vandet – altid et smukt syn. Vandstanden var lidt lav, så vi tænkte på om det nye stryg ved Fuldbro mølle ville give udfordringer, men det virkede perfekt – der er lavet en smal rende der gav god vanddybde på trods at begrænset vand, så det virker til at være lavet helt rigtigt. Der var heller ikke meget grøde, så det var bare tip top.

Inde i Mossø foreslog Kai to mulige pause steder – lige øst for udmunding eller Hem Odde. Ca ½ times sejlads fra udmundingen. Vi valgte det sidste.

Nu kan vi godt tillade os at drille Kai lidt, for han plejer at være benhård til navigering. Men denne gang kiksede det lidt… Han snakkede om en manglende waypoint og nogle tekniske udfordring med overføsel af dette...Vi andre snakkede faktisk lidt om hvorvidt pausestedet på Hem Odde eksisterer i virkeligheden, eller det er noget han har drømt?

Spøg til side – vi missede det, og vi roede og vi roede….godt hjulpet af den østlige vind, men dog en del mere end ½ time. Til sidst var vi vel 1½ km fra Klostermølle da vi fandt et – sikkert privat sted i en skov, og fik vores første pause efter 16 km – en velfortjent frokost. Vi besluttede at kom der nogen og brokkede sig, ville vi snakke om nødhavn…men der kom nu ikke nogen. Under frokosten snakkede vi lidt om den bedste måde at krydse en lidt urolig Mossø på, som var nødvendigt for at ramme Gudenåen. Mossø var begyndt at vise lidt tænder. Det endte med et ret kort kryds på 6-700 m med søerne lidt på tværs over imod en lang odde som gav læ, og bølgerne gav ikke de store problemer.

Vel inde i Gudenåen fik Margot et anfald af overmodighed, og hun foreslog frejdigt om vi da ikke skulle ro stykket op imod Salten Langsø også – så det gjorde vi da – desværre ikke flere isfugle, men flot afstikker

Ved Emborg Bro gik vi igen i land, denne gang for at få kaffe og Margots kage (den var god) – vi stod i næsten vindstille og sol sol sol – fedt. Et ungt par med deres søn stod og fiskede – de fik også et stykke kage, hvilket knægten var svært godt tilfreds med.

Kaffepause ved Emborg bro
Kaffepause ved Emborg bro

Sidste udfordring på turen var så Gudensø'en hvor vi fik 1½ km stik øst - dvs. lige op i vinden, men dog ikke bølger der var slemme, og derefter drejer Gudenåen nordover imod Ry og forsvandt vinden igen fordi skovene giver næsten fuldstændigt læ.

Overbæringen ved Ry blev klaret, og så var vi ved at være i mål efter 31 km

Overbæring ved Ry
Overbæring ved Ry

Efteråret viste sig fra sin fineste side den dag – ja det blæste, og plan A gik i vasken, men så må man jo se sig om efter plan B, og jeg synes vi fik en fantastisk tur på søer og å i stedet.

 

Peter

 
 
 

Kommentarer


© 2023 af Hou Kajak Klub. Alle rettigheder reserveret.

  • Facebook
  • RowLogLogo
bottom of page