Skanderborg - Ry den 17. maj 2025
- Peter Eik
- 18. maj
- 2 min læsning
Den 17/5 var vi 9 roere fra klubben ,på den smukke tur fra Skanderborg sø til Ry.
Der blev lagt ud med morgenmad ved vandrehjemmet i Skanderborg, tak Tove, inden kajakkerne kom i vandet og turen gik via Tåning å til Fuldbro, hvor Carsten stødte til.
Ny passage ved Fuldbro Mølle (Tilføjet af Peter, da Carsten endnu ikke var med igennem)
Der er kommet et stryg ved Fuldbro Mølle, og opstemningen er væk.
Det betyder at man slipper for at bære over vejen, og giver fri passage for fisk fra Mossø til Skannderborg sø.
Når man kommer fra Skanderborg Sø skal man holde til venstre - lige i indløbet til stryget er der en spunsvæg i midten (under vandet) man lige skal være obs på, men ellers er det ret uproblematisk bare man holder sig midt i "sejlrenden", og da kanterne primært består af sten skal man helst ikke ramme dem.
Strømmen tiltager i den nederste del af stryget, og det kan godt blive en udfordring at ro imod den fordi sejlrenden er ret smal.

En del vind, her, så vi roede i god modvind op i læ ved Vædebro strand, hvor frokosten blev indtaget. Herefter fulgte den smukke strækning på nordsiden af Mossø mod Klostermølle i den anden ende af søen. For det meste i fin læ for vinden. Dog var der et par steder hvor ihvertilfald undertegnede måtte koncentrere sig om rotagene, pga kraftig sidevind og bølger. Vel fremme ved Klostermølle, nød vi Ullas medbragte kage, inden turen gik ind i Gudenåen.

Dejligt at ro i de bløde snoninger op mod Gudensøen, dog med en del grøde i vandet, der kunne " fange" pagajerne.

Fra Gudensø og op mod Ry, igen en del modvind, så der blev søgt læ inde ved kanterne af åen. Sidste udfordring var "overbæringen" i Ry , der for trætte roere, tidligere har kostet en tur i vandet. Men alle kom glat igennem og kunne ro det sidste stykke til turens ende ,ved Ry roklub. Tak til alle for en dejlig dag på vandet, i det gode vejr.
Carsten
Comments