Turleder Kai havde lavet forudgående grundig rekognoscering på start- og slutdestination. I turen deltog 7 herrer: Kai, Allan, Peter, Henrik, Claus og 2 x Finn.
Mødetid kl. 5.00 i Hou, hvor 6 kajakker blev bundet på traileren og 2 biler kørte sydpå. Peter startede hjemmefra.
Regn stort set på hele turen til Tyskland, men vejrudsigten fra YR sagde at regnen ville ophøre ved 9 tiden i Schleswig.
Startstedet var et gammelt havneareal – Auf der Freiheit – lige ved A.P.Møllerskolen i Schleswig. Efter indtagelse af dejlige rundstykker og basser, som Peter havde hentet ved bageren i Christiansfeld, blev 2 biler placeret ved slutstedet i Maasholm tæt ved Sliens udmunding i Østersøen. Omklædning og afgang ved 10.45 tiden i skyet, men dog tørt vejr.
Slien er en indfjord – oversvømmet tunneldal dannet i seneste istid. I lighed med de østjyske fjorde, som Horsens Fjord. Slien er ca. 40 km lang og veksler mellem brede nor og smallere passager.
Vinden var i syd, så vi krydsede i småbølger sideværts over på sydøstsiden af Slien for at have lidt læ.
Roning i moderat tempo, da vi jo havde mange kilometer foran os. Flot landskab med afvekslende marker, skov, strandenge, spredt bebyggelse og rigtig mange lystbådehavne. Store flokke af gæs – Canadagæs, men især grågæs, gråand, lappedykker, blishøns – og måske en havørn på lang afstand.
Meget tagrør langs bredderne, hvilket gjorde det svært at finde egnede landgange til formiddags- og frokostpause.
Afvekslende vand fra næsten havblik til sjove surfbølger, der kunne bringe farten op på ca. 12 km/t.
Med 3 indlagte pauser havde vi 4 etaper på 10-12 km. I alt blev det til 44 km, hvilket vores erfarne turleder præcist havde forudsagt . I alt en ca. 9 timers tur på Slien, hvilket igen ifølge Kai passer med en gennemsnitsfart på 5 km/t incl. pauser.
Vi fik et par enkelte småbyger, men hen under aften klarede det op, så efter at have haft kajakkerne i Østersøen uden for Schleimünde havde vi faktisk solen mod os på vej til slutstedet på Maasholm.
Pakning af trailer og biler, omklædning og afgang ca. 19.30 mod DK. Kort stop ved Scandinavian Park med en fantastisk flot solnedgang og rød himmel. Hjemad på motorvejen fulgte en 98 % fuld måne os hele vejen til Hou, som vi ramte ved 23.30 tiden. Det tager lidt længere tid med trailer og 90 km/t på motorvejen i forhold til de BMV’er og Audi’er der høvlede forbi os med 180 km/t.
En laaaaang men fantastisk dejlig dag i et nyt spændende farvand.
Tak til Kai for super turforberedelse og turledelse. Tak til alle for hyggeligt selskab.
Comments