Jeg ved ikke, hvad det er med den Gudenå-tur: den er stadig tiltrækkende, men man skal bare møde så pokkers tidligt (kl. 6.30 på havnen!!), bare fordi den skal slutte så tidligt. Vi forventer jo altid, at der er mindst 12 forventningsfulde deltagere og helst en venteliste. Men hvad skete der lige i år? Under 12 deltagere og derfor heller ingen venteliste!
Uanset hvad, så var den vel-organiseret. Vi mødtes på havnen; fik pakket traileren og hæftet den på Claus’ bil. Kort efter start var noget med, at venstre blinklys på traileren ikke virkede (det gjorde det ved start), men da ruten til Tørring stort set kun bestod af højre-sving, gik det fint.
Som tidligere var der ingen af os, der kunne huske den helt præcise måde at komme gennem bommen til parkeringspladsen på, men det lykkedes, og igennem kom vi, parkerede og fik den traditionelle small-talk med vores lokale bil-pusher, der flyttede bilerne til Klostermølle. Vi fik også den traditionelle lille hyggelige spisestue, køkken, toilet og omklædningsrum. Det er et pænt og trygt sted.
Kajakkerne lå pænt og ventede; vejret kunne godt føles lidt småsurt, men sådan starter vi ikke en ro-dag i Hou Kajak Klub, så vi så i stedet frem til en hyggelig dag.
Som sædvanligt må det konstateres, at det ikke er os alle, der er lige sikre i at komme rundt i alle typer sving: fra nogle få grader til nærmest 360o - somme tider føltes det endda mere. Det kom for undertegnede kronikør som en lille overraskelse, at vandstanden i åen ikke var højere, end den var. Det gav en fin og rolig sejlads, da vandet ikke flød ind over markerne, og fordi alle hegn var synlige.
Det blev til en enkelt vandgang, men vi kender jo turen: 10 km fra Tørring til Verdens Ende: opsamling ved landgangsbroen, der har en fin højde ved den aktuelle vandstand, omgruppering, snak, så 4 km videre til Åle Teltplads, hvor det selvfølgelig begyndte at regne (sådan var det vist også sidste år). Alle kom i land, og alle brokkede sig i fuld enighed om, at udformningen af landgangskonstruktionen overhovedet ikke er tilpasset kajakker.
Til nød er den måske ok for kanoerne. For os er det simpelthen bare vanskeligt at komme fornuftigt og sikkert ud af kajakken og ned i den igen. Der er intet at holde fast i, kanten er alt for højt oppe, landgangsrampen er meget skrå og af runde træstammer, som er vildt glatte, og desuden er rampen meget kort, så 1/3 af kajakken ved start og landing stikker ud i den rivende strøm. Det er ringe, basta.
Men en formiddagsbid med kage og kaffe blev det jo til, hvis værdi aldrig må undervurderes, samt ikke mindst en tiltrængt omklædning for vores ret så våde med-roer, den gode John.
Videre mod frokost-stoppet inde på pladsen med bord-og-bænkesæt ved den lille sø ved Bredvad Mølle. Det blev omkring 10 km, som i bund og grund var forholdsvist begivenhedsløse, MEN der var mange steder med meget smukke efterårsfarver. Farverne og intensiteten skiftede meget undervejs, og det er simpelthen bare én af de mange smukke oplevelser hvert år på denne tur: efterårets farvepragt.
Til gengæld undrede vi os noget over, hvor få fugle vi så. Jo, der var da et par glenter, de sædvanlige måger og musvåger, der var en silke-hejre på marken og småfugle i sivene, svaner på søerne og ænderne i spandevis på åen. Men hvor var viberne? Der plejer at være hundredvis! Var de flyttet til Søby Rev, hvor vi jo har set kæmpe-flokke her i efteråret? Og isfugle: i alt blev der nok set noget i retning af 5 isfugle, hvoraf enkelte blev set mange gange, da de som sædvanlig tonsede afsted fra den ene brink til den anden og tilbage igen og så fremdeles.
Godt sultne kom vi til 2. pause. For de nye, unge Gudenå-roere er frokoststedet jo ”den lille sø ved Bredvad Mølle”, for de gamle var det Gudenåens Camping, men den har nu i flere år været lukket af for besøg på denne årstid. Lige ved Bredvad Bro drejer man styrbord (altså til højre!) ind i skoven. Det er simpelthen en sjov, lidt pioner-agtig fornemmelse at sejle de små 25 meter ind gennem den smalle indsejling i sumpskoven og så pludselig åbner perspektivet sig: det er en lille sø, en skråning med en lille flade med en spiseplads og åbent udsyn til den ene side plus det eftertragtede toilet til den anden. Men adgangen til den plads kunne altså være nemmere.
Man skal virkelig huske at lægge sig tæt, tæt ind til kanten, for der bliver hurtigt dybt/meget smattet, kort sagt: bunden er lidt træls. Og når man endelig får benene ud, så står man der med alle sine talenter indenfor disciplinen ilandstigning men nu i mudder og med glatte støvler og skal trække sig selv og en kajak og huske pagajen op af en 2 meter høj næsten LODRET skråning med vådt græs (det regner jo - altid). Operationen lykkes faktisk hvert år, takket være både det gensidige hensyn, de mange velmenende råd, og det gode samarbejde, vi har. Tak for det.
Efter den våde frokost var der afgang med iagttagelse af samme procedurer som ved ankomst.
Det føles dog altid som om, selve afgangen og samlingen i søen er en lille smule mere forventningsfuld, lidt afslappet og helt klart mere snakkende. Det er gode tegn på en god tur.
Vi kom afsted i god ro og orden og drog mod Voervadsbro, hvor strygene – gys! – ventede os. Men inden da skulle vi igennem Bredvad Sø, hvor vi vist hvert år er nødt til at sige: hvor var det nu, vi strandede sidste år? Det er en ekstremt lavvandet sø med få muligheder for at komme lige igennem uden at ramme bunden, og så er det i øvrigt dér, at vi altid ser en uhyre mængde svaner, der padler rundt. Det gælder nu om at ramme indsejlingen til kanalen videre til Vestbirk Sø. Det klarede vi fint, og den kanal er bare fantastisk at sejle igennem. En skovkatedral! Det er hér, man skal tie stille, ro sammen med nogen, hvile på pagajen, ro langsomt, nyde synet – det korte stykke findes ikke meget smukkere på denne årstid.
Ude af kanalen smutter vi lige gennem Vestbirk Sø, videre gennem ”kloakrøret”, videre ad kanalen, og så var vi ved den 3. pause: den faldefærdige landgang ved Vestbirk Elværk. Èn ad gangen kan man lande, tage kajakken op på rampen, hjælpe makkeren og dennes kajak op, begge hanker derefter op i en kajak og går videre. Problemet er, at når kajakken ligger på optagningsrampen, kan man ikke se tilstanden på underlaget/rampen – og i år var der et stort hul midt i det! Da Joan løftede bagenden af kajakken og gik opad, røg hendes ene ben lige i hullet, og hun faldt forover. Det så grimt ud, og det kunne være gået endnu værre. Hun slap for et brækket ben; hun kunne gå, men ondt gjorde det pokkerme; heldigvis kunne hun fortsætte. Sejt og ret imponerende.
Som sædvanlig er pausen ved elværket god og tiltrængt. Vi er kommet langt, og der venter kaffe og kage😊. Hold op, hvor var den lækker også i år.
Derefter kom ivandsætningen ved elværket. Det er rimeligt nemt, og vi kan samles, hvorfra det virkelig går ned ad bakke. Det er tydeligt, at der undervejs er strækninger, der hælder mere end andre.
Fornøjeligt, men hov: vi skal stadigvæk rundt i sving, og der er fortsat virkelige mange træer, der flyder eller ligger faldet i vandet og skaber chikaner og forhindringer. En kombination af de to opstod lige pludselig i et af svingene: hårdt sving, stærk strøm og et træ med mangfoldige, vidtforgrenede grene, der spærrede 70% af åens bredde fik fat i Margot, der næsten blev trukket ned under træet af den heftige strøm. Hun var nede at ligge i vandskorpen, men blev i kajakken og fik fat i en gren, så hun kunne holde sig både oppe og på plads; samtidig gik de nærmeste dvs. Lene, Joan og Inge-La i aktion: ikke meget snak, men med hurtig og velkoordineret indgriben, klar kommunikation mellem de involverede og tavshed fra os andre kom Margot fri og alle kunne fortsætte. Mønsterværdigt.
Der er noget fascinerende ved indsejlingen til Voervadsbro: civilisationen viser sig: der står pludselig skilte, der fortæller os, hvor vi skal sejle hold jer i højre side de næste 1500 meter – og det er OK; der er stryg, der er grusbanker, der er store sten, og det er faktisk også svært at komme i land.
Som på det meste af Gudenåen er bredden enten Adgang Forbudt, Privat Grund eller for stejl. Men det gik fint, alle kom fint igennem, og derefter er belønningen at opleve, hvor massivt skoven og dens farver står langs bredden.
Så er der bare den sidste korte tur ned ad Gudenåen indtil det punkt, hvor vores sejlrute videre sker ad kanalen til Klostermølle, mens Gudenåen via sit gamle, nu nye løb via store stryg føres ud i Mossø. Kanal-turen er bare fantastisk. Alle genvordigheder fra de forudgående 38 km forsvinder: det er en næsten zen-agtig oplevelse at ro det sidste stykke.
Lidt vemodigt: for det er lige straks slut; lidt glad: for det er en lang tur, lidt betaget: for det er så smukt. Virkeligheden viser sig ved slutningen: landgang ved Klostermølle: stort set samme konstruktion og er mindst lige så ringe som ved Åle Teltplads. Vi kom dog alle i land; fik pakket, kørte op til ”frokost-huset” og kunne derefter nyde omklædning til tørt tøj, kaffe, den sidste kage OG lakridspiberne.
Da Claus kørte op til frokosthuset med traileren, måtte han dog lige standse midt indkørslen til P-pladsen, for der gik en mand, han kendte: en landskabsarkitekt, der bor i området og som har gode forbindelser til de grønne myndigheder. Claus afleverede vores fælles brok over de tåbelige landgangskonstruktioner. Manden viste sig at være den, der havde designet dem, og han vidste, at de var forkerte, men sådan ville Naturstyrelsen have dem. De ville ikke have dem, som han havde designet, der også imødekom kajakfolkets ønsker. Det er godt nok mystisk. Men han anbefalede, at vi klagede, og Claus gjorde opmærksom på, at det hermed var gjort. Men der sker nok ikke noget, øv.
Men det var endnu en vel gennemført tur. Bilerne stod og ventede. Vi kom hjem i god behold og med endnu en smuk oplevelse i bagagen.
Tak til alle deltagere, redningsfolkene og turleder Finn
Kronikør, Claus
Comentários