Skrevet af Emina Zizak
Kære læser – denne beretning er skrevet med et glimt i øjet! 😉
På en sjældent regnfri sen-september morgen, står morgensolen smukt og lavt på den næsten skyfri himmel. Foran Hou Kajak klubhuset brydes morgenfreden ej af fuglekvidder, men af turleders tunge røst: ”Jeg har ekstra, hvis der er nogen, der mangler!” Og således startede turen til Ebeltoft Vig.
”Klokken 07.00 mødes vi!” stod der i mailen fra turleder – for nogle blev det lidt tidligere og for andre lidt senere, dog lykkedes det kajakkonvojen at komme ud af starthullerne ved aftalt tid, nemlig kl. 07.30. Undervejs var der selvfølgelig de sædvanlige spørgsmål som: ”hvad tager du på?” og ”hvem har bomkortet?!”. Spørgsmål der naturligvis hører enhver kajaktur til. Efter en langsommelig og en anelse kedelig tur gennem det Århusianske urbane terræn, bød Djursland op til dans med grønt så langt øje kunne række og havet viste sig fra sin allerflotteste side. Undervejs havde vi Begtrup Vig på den ene side, hvor kitesurferne for alvor havde vind i sejlene og på den anden side havde vi Fuglsø Vig, hvor vandet næsten var spejlblankt. Og hvor vi heldigvis skulle ro.
Efter cirka halvanden times kørsel drejede konvojen ned ad en lille grusvej, der ledte til en fin strand, hvor turen skulle have sit afsæt. På stranden ventede de førstankomne med en lækker morgenmad serveret fra et bagagerum, mens resten af os langsomt fik traileren parkeret og kajakkerne læsset af. Og naturligvis skiftet tøj igen. Vejrudsigten bød på god varme, men udsigten til skyer og blæst fik mange af deltagerne til at tage de varme merino gevandter på – noget der for nogle skulle vise sig at være en klogt træk, og for andre skulle vise sig at være en fejl.
Med alle 9 kajakker pakket, morgenmaden spist og påklædningen grundigt evalueret, satte vi kajakkerne i vandet. Nogle mere succesfuldt end andre, og undertegnede måtte da også i vandet ved indstigning i egen kajak. (Til mit forsvar var kajakken ny og jeg var overbevist om, at jeg kunne klare mig uden pagaj…). Ikke desto mindre satte undertegnede pris på alt det merinould, der gemte sig under våddragt og rojakke. Der var dog andre roere, der ikke satte pris på deres påklædning. Det resulterede i en skifte-pause allerede 20 minutter efter afgang fra stranden, hvor flere måtte holde ind og tage tøj af, da de ”var ved at smelte af varme!”. Vi andre ventede naturligvis tålmodigt og med venlige (og en anelse hånlige) tilråb fra vandet.
Da påklædningen langt om længe passede vejrsituationen, begav kajakkerne sig atter mod Ebeltoft Vig. Rå dansk natur med sandbanker, stenstrande og solbelyst skov dannede rammerne for de vigtige emner, der blev diskuteret blandt de hygge-sejlende roere. Nogle snakkede om pagajteknik, andre snakkede om hvordan vandet kunne læses og andre igen diskuterede merinould og påklædning. En helt anden gruppe diskuterede den såkaldte ”brandmandsprøve”, hvor nye kursister efter sigende skulle øve pagajpræcision ved at kaste en brandmand i nakken på en instruktør – hvorvidt dette dog bliver implementeret til næste års kursus er endnu uvist. Dette må vist være op til Hou Kajak Klubs kursusudvalg.
Efter godt 2,5 timers sejlads begyndte turleder at lægge an til frokostpause. Her skulle gruppen i plenum beslutte, hvor vi skulle gå i land. Det kvindelige mindretal stemte for en lækker solplet med bænke og tiltrængte toiletfaciliteter, men desværre overdøvede det mandlige flertal og vi endte derfor på en spartansk strand uden siddepladser blandt insekter og bjæffende småhunde, hvor vi trods forholdene nød vores frokost. De individuelle menuer stod på alt fra traditionelle rugbrødsmadder til eksotiske salater, fælles for alle dog var den trofaste ’snack-taske’ der bød på dadler, kage og frugtstænger. Frokosten var af den hyggeligere slags og den tiltrængte pause (og kage og kaffe) gav atter fornyede energi til de nu mætte roere. Brilleglas blev pudset, luger blev lukket ordentligt, ingen røg i vandet ved indstigning og kajakkerne vendte atter snuderne mod Ebeltoft Vig.
Da vi kom på vandet igen havde vinden taget til, og bølgerne begyndte stille at melde deres ankomst. Dette gav anledning til at turleder efter blot få kilometer efter frokostpausen traf en turlederbeslutning, og vendte alle kajakker tilbage mod trailer og bilen med ordene: ”Ja, vi skal jo også ro hjem igen. Og så i modvind!” 10 kilometer og to pauser blev det til i en retning.
Den hjemadgående strækning lignede sig selv, og på trods af at vi havde alle ambitioner om at holde kaffepause ved en af de mange stenstrande, så traf vi i plenum en beslutning om at tage revanche, når vi nåede bilerne igen – med kun 3 kilometer igen, var der ikke mange, der gad op af kajakken! Efter 3 kilometer i hvad der kan betegnes som ”en anelse vind”, nåede vi vores destination, hvor strømmen belejligt drev dem med plastkajakker mod stranden. Vi andre måtte ”elegant” stige ud inden vi fik lavet ridser i glasfiberen.
Tilbage var der kun to ting på agendaen – den ene (og nok den mest trælse af alle!) var at få skiftet fra rotøj til civiltøj og pakket trailer. Og den anden (og absolut bedste!) var at nyde vores lakridspiber, spise kage og takke af for en rigtig hyggelig tur til Ebeltoft Vig.
