I Tørring blev vi modtaget med morgenmad af vores serviceteam. Helle, med bøjede ribben, kunne hverken tåle at sidde i kajakken eller at grine. Peter var bukket under om morgenen med alvorlige influenzasymptomer, heldigvis ikke mandeinfluenza. Og Jørgen, som ganske vist ikke havde tilmeldt sig turen, kunne ikke holde på en pagaj grundet gigantiske vabler fra løvfaldsturen få dage tidligere. Men heldigvis kunne han betjene sit kamera og forevige mindet om turens start, og ikke mindst dagens første lille uheld. De kunne også alle tre køre bil og sørge for at biler og trailer holdt klar sidst på dagen i Klostermølle.
Der var én der havde en uheldig dag. Allan havde aftenen forinden i et anfald af overmod skrevet til alle og spurgt efter rigtig gode historier, der kunne give anledning til overdragelse af kvajehatten. Det håb styrtede i grus på et øjeblik, da han så sit kamera ligge på bunden af floden, inden han havde nået at tage sit første rotag.
Godt vi havde serviceteamet endnu, klar til at springe til og hjælpe, og ikke mindst til at dokumentere hændelsen. Sikke en fest vi fik ud af det på hele turen og det blev jo ikke mindre sjovt da hans hat pludselig kom flydende og måtte reddes af Finn.
Alligevel holdt han tappert fast i det gode humør hele dagen og varetog rollen som vikarierende turleder på bedste vis. Ved hver pause stod han klar til at hjælpe os alle næsten tørskoede op af vandet, og sikkert i kajakken igen, inden han selv som rosinen i pølseenden hoppede i sin kajak og fulgte efter. Der blev også tid til at fodre et sultent rovdyr ved vandkraftværket. Og overskud til en flot sightseeingtur på vej hjem. (Han skulle næsten have haft rosehatten for sin indsats, så havde han haft 2 hatteJ Men NEJ! Det blev det ikke til, for inden dette blev aktuelt til standerstrygningsfesten, lykkedes det ham alligevel at overdrage kvajehatten, ganske uretfærdigt, på ufin og fuldstændig udemokratisk vis.
Tilbage til Tørring. Kameraet blev fisket op og vi kom af sted. Turen startede med et langt smalt og snoet stræk med meget højt bredbladet græs på begge sider. Det så eksotisk ud og jeg forestillede mig at her nok var fyldt med farlige giftslanger. Vi roede koncentrerede i en lang række, for der var ikke plads til 2 kajakker ved siden af hinanden. I hvert fald ikke hvis vi skulle undgå at ramle ind i brinken, hver gang der var et knæk. Og det var åbenbart ikke meningen, for det blev påtalt at der var lidt spor af græs og jord på snuden af min kajak. Jeg synes ikke det var noget, jeg kom da fri ved egen hjælp og uden at gå i panik.
Længere fremme i et mere hjemligt landskab, netop som vi var begyndt at føle os trygge, var vi tæt på at blive angrebet af et frygtindgydende svanepar, med kæmpe vingefang, som forsøgte at skræmme os væk fra deres afkom. Det lykkedes ikke helt, for vi roede videre og rundt om hjørnet fik vi de forsvarsløse små pus for os selv, og kunne uforstyrret have drejet halsen om på dem og taget dem med hjem til kødgryderne. Vi lod dem slippe og håber at de blev fundet igen af deres mor og far.
Vi var kommet fri af det høje græs og kunne se ud over markerne. Tilbage var der nu kun at frygte de farlige steder og situationer, som de erfarne gudenåroere underholdt med ved morgenmaden; meget lave broer, små passager og grene vi kunne blive fanget af, mens kajakken fortsatte ned af åen. Der var rigeligt med vand, også på markerne, så vi nogen steder kunne have roet derud. Heldigvis kunne vi dog komme under alle broer uden at skulle rulle rundt og flyde igennem med hovedet nedad.
Resten af turen gik gennem et fantastisk smukt landskab, i flotte efterårsfarver og fuglesang, gennem skov, bakker og dale. Hyggeligt, muntert og til tider måske lidt for højrøstet selskab. Og så var det pludselig slut. Jeg fik øje på spanden i træet der markerede at vi var nået til Klostermølle… SUK. Vi kunne godt have fortsat lidt endnu. Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal ro den tur.